Punkens utæmmelige gudfar

Flere gange i karrieren var kamikaze-rockeren Iggy Pop faretruende tæt på at brænde sit lys i begge ender og selvdestruere, men lysten til livet og musikken sejrede.

Iggy Pop gav koncert til NorthSide sidste år. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Læs mere
Fold sammen

 

I et ældre interview bliver en tydeligt påvirket Iggy Pop spurgt: »Har du haft en vigtig indflydelse for nogen?« Han griner og svarer med en drilsk stolthed i stemmen: »Jeg var med til at udrydde 1960erne«.

Iggy – eller James Newell Osterberg Jr., som er hans rigtige navn – har fat i den lange ende. Musikalsk var han og frænderne i Michigan-bandet The Stooges forud for deres tid. Da de entrerede i sen-1960erne hoppede de ikke med på tidens hippiedyder. Den primale og rå rocklyd, de slap løs på de tre album »The Stooges« (1969), »Fun House« (1970) og den Bowie-producerede »Raw Power« (1973), var en fuckfinger til tidens peace, love and harmony.

Ikke mindst live signalerede The Stooges kaos, nihilisme og vold. Punk før punk. Iggy blev med sin selvdestruktive kamikazefremtoning genrens utæmmelige gudfar.

Af samme grund blev The Stooges ingen succes i deres oprindelige levetid. Verden var simpelthen ikke klar til dem.

De skræmte mainstreampublikummet væk. Efter manglende succes, udskiftninger i bandet og et eskalerende stofforbrug – navnlig for Iggys vedkommende – opløstes de i 1974. Men i eftertiden er de blevet hyldet blandt rockens vigtigste pionerer.

De blev siden gendannet i forskellige konstellationer efter årtusindskiftet, hvor de ligeledes blev optaget i Rock n’ Roll Hall of Fame i 2010.

Osterberg er født i byen Muskegon i Michigan. Her voksede han op i en trailerpark med sine forældre. Som barn begyndte han at spille trommer og dannede sit første band i high school. Siden droppede han ud af college, tog til Chicago, hvor han spillede med afroamerikanske bluesmusikere. Herefter fulgte de vilde år i The Stooges. Efter The Stooges var Iggy mildt sagt i en skidt forfatning.

Han var i mange år afhængig af heroin og psykisk ude af balance. I et forsøg på at blive clean og genrejse karrieren tog han i 1976 med David Bowie til Berlin. Deres samarbejde resulterede i de to mesterlige soloalbum »The Idiot« og »Lust For Life«, plader som sen-1970ernes punkgeneration tog til sig og hyldede Iggy som pionerskikkelse for.

Overleveren

Siden har overleveren Iggy udsendt en solid stribe album, der trods eksperimenter med forskellige genrer og samarbejdspartnere aldrig har matchet de tre Stooges-plader og de to Berlin-album kunstnerisk.

Men der har været glimrende udspil iblandt. Ikke mindst veteranens selvproklamerede sidste album, den vellykkede »Post Pop Depression« fra i fjor, som var hans bedste plade i mere end 30 år.

Bliver det den sidste musikalske krampetrækning fra den barmavede og senede gamle ballademager, så vil det stå som et flot punktum for et langt og vildt ridt.