Provo-instruktøren

Instruktøren Tue Biering har været med til at blæse nye vinde ind over dansk teater. 14. maj fylder han 40 år.

Tue Biering udfordrer teaterbegrebet. Foto: Jonas Jongejan. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han stod sådan lidt undselig på sidelinjen, da hele holdet var på scenen for at modtage prisen, alle havde ventet på: Årets Reumert for bedste forestilling søndag i sidste uge. Og ganske vist skamhyldede Aarhus Teaters ny chef Mick Gordon dramatikeren Christian Lollike i sin takketale, da den historiekritiske forestilling Skakten løb med den eftertragtede hæder. Men forestillingen, der både kunne ses på den jyske landsdelsscene og på CaféTeatret, havde ikke været den samme uden instruktøren Tue Biering, 40 år i dag. Den bar hans umiskendelige stempel af vildskab, fantasi, humor og alvor, fandenivoldskhed, løssluppenhed og præcision.

I det hele taget har Tue Biering været med til at puste nye vinde ind i det danske teaterlandskab, siden han forlod Statens Teaterskole for 13 år siden. Hans iscenesættelser har været præget af en lyst til at udfordre og lege med teaterbegrebet – og med det publikum, der ser på. Det gælder i konstellationen De Flyvende Grise, hvor han bl.a. sammen med scenografen Nicolaj Spangaa og skuespilleren Thomas Corneliussen efterhånden har skabt en række avancerede historiefortællinger, der med skuespillerens akrobatiske krop i centrum og med en fantasifuld udnyttelse af teatrets fortællemidler har skabt teatermagi. Det gælder i de sammenhænge, hvor han har været en slags husdramatiker eller kurator – herunder Bådteatret, hvis ledelse han indgik i 2004-2007, eller i Det Kongelige Teaters Turbinehallerne, hvor han i egenskab af »vicevært« for alvor introducerede den tyskinspirerede teaterform, han er optaget af – en af hans store helte er den tyske instruktør Frank Castorff, hvis fragmentariske, vilde og provokerende stil har sat sig spor i en hel generation af europæiske iscenesættere. Tue Biering er i hvert fald en instruktør, der mener, at teatret har noget at bidrage med til det samfund, der omgiver det - i den forstand er han ofte en »politisk« instruktør, der ikke går af vejen for at bringe fakta fra verden ind udefra eller ligefrem hente virkelighedens autentiske aktører ind på scenen. Det har man set på de mange teatre, han har løst opgaver for. Og det så man i allerhøjeste grad, da Biering i ledtog med dramaturgen Jeppe Kristensen som Fix&Foxy i en række forestillinger har udnyttet Hollywoods og popkulturens historier som tidens fælles, medieskabte referenceramme og myteskabere, det er givende at lade en polariseret virkelighed spille op ad – en tryg ramme, publikum pludselig bliver mentalt udfordret i. Han lod for eksempel vaskeægte gadeludere spille med i en ny version af den amerikanske mainstreamfilm Pretty Woman i en container på Halmtorvet. Kunne man nu også det? SFs kulturpolitiske ordfører, Pernille Frahm, kaldte stykket for både »usselt, respektløst og langt ude« og en »styg form for social pornografi«, mens DF beskrev det som »ubehagelig udnyttelse af kvinder.« Medierne spillede med og blev en del af selve forestillingen. Diskussionen om forestillingen blev en del af meningen med det hele. Duoen fulgte op ved at lade asylansøgere spille med i komedieserien Friends, færøske fiskere påtage sig roller i sæbeoperaen Dyansty og senest har duoen forsøgt at manipulere publikum til at forstå nogle af mekanismerne bag Leni Riefenstahls Viljens triumf. Den sidste titel kan Biering passende sætte som overskrift på sit eget virke. Han har haft modet, evnen og nysgerrighed nok til at forsøge at redefinere vores forestilling om, hvad teater i Danmark også kan være.