Pigen med det søde smil

75 år. Birgit Sadolin har afsluttet skuespillerkarrieren og er for længst kommet sig over savnet.

Birgit Sadolin har forladt scenen, men hun følger fortsat med i kollegernes teaterliv. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det gode humør. Det glade sind. Selv om Birgit Sadolin, 75 i dag, har spillet det meste – også de mere alvorlige sager – og er sluppet rigtig godt fra det gennem årene, så har der været noget humørfyldt over de fleste af hendes skikkelser på scenen, lærred og skærm. Det er noget med det lune glimt i øjet, det friske smil, det energisk slagfærdige og drilske i den altid træfsikre replik.

Hun startede med at hedde Birgit Møller Petersen, dengang hun som kun 17-årig blev optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole efter at have læst med Else Højgaard. To år efter debuterede hun som Elsebeth i »Jean de France«. Teatret lod hende bl.a. spille Holbergs friske Perniller og Olivia i »Helligtrekongersaften«, men hun måtte dog uden for nationalscenen for at få sit reelle gennembrud, nemlig som den unge pige i Arnold Weskers »køkkenvask-realistiske« »Rødder« – en rolle, hun gentog på skærmen.

På film fik hun allerede i 1957 en Bodil for sin friske præstation i »Tre piger i Jylland«, ligesom hun var den søde børnehavelærerinde i »Min søsters børn« og medvirkende i en lang række lystspil. En helt anden salgs kølighed var der over hendes tv-rolle i Panduros »Farvel, Thomas« (1968).

Hun havde holdt pause fra teatret og født tre børn, da hun i 1964 forlod Det Kongelige Teater, men over de næste årtier fik hun en smuk karriere på de københavnske scener. Fra dronningen i »Hamlet« på Folketeatret til Gina i »Vildanden« og Emilia i »Othello« på Gladsaxe Teater. Fra filmen husker man hende desuden for en god, varm rolle i »Strømer« over for Jens Okking, som hun også dannede sympatisk par med på tv-skærmen i krimiserien »En by i Provinsen.«

I 1990erne var det overvejende den nye, danske dramatik, det gjaldt. Mest på Gladsaxe Teater, yndlingsteatret, hvor hun gennem alle årene – og under skiftende direktører, fra Bent Mejding til Flemming Enevold – har været en flittig gæst.

Her spillede hun i Adam Prices »Scener af et århundrede«, men var også at finde på Det Kgl. Teater i Peter Asmussens »Flammer« og i en usentimental præstation som den gamle kvinde i opgør med familien i Juliane Preislers »Vild hverdag«. Hendes sidste teaterrolle blev som Søren Pilmarks mildest talt dominerende mor i »Showtime« på Gladsaxe Teater – også med Adam Price som forfatter. Efter den gode oplevelse, det var at spille forestillingen, besluttede Birgit Sadolin, at den skulle være hendes sidste. Hun valgte at stoppe som skuespiller. Det var vigtigt for hende at holde op på én gang, ikke drypvis. For trods stor tilfredsstillelse og lykke i faget, var det også en fornøjelse at slippe af med nervøsiteten: »Skrækken for ikke at slå til, for teksten, for at kvaje sig mere end man eventuelt kunne redde sig ud af,« som hun formulerer det. I dag har hun overvundet savnet, men har masser at se til i en særdeles aktiv pensionisttilværelse, hvor hun stadig følger med i kollegernes teaterliv. Hun er nemlig en flittig gæst til teatrenes premierer.