Overleveren

Forfatter, dr.phil., Leon Nikulin overlevede både dødslejre og kz-lejre. Nu er han død, 90 år gammel.

Læs mere
Fold sammen

Leon Nikulin, der netop er død, 90 år gammel, overlevede både nazistiske dødslejre og kommunistiske kz-lejre. Han fortalte om sit liv i den lille erindringsbog »Vidnesbyrd fra dødens skueplads«.

Nikulin blev født i Polen tæt ved den sovjetiske grænse. Allerede tidligt flygtede han og hans familie ind i Sovjetunionen for at undgå nazisterne, fordi de var jøder. Det var dog ikke friheden, der ventede Leons far, i stedet fængslede regimet ham på grund af en anklage om spionage. Politiet tog faren med, og familien så ham aldrig igen.

For familien Nikulin så situationen mørk ud, og man besluttede, at Leon skulle melde sig frivilligt til de sovjetiske styrker i håb om, at denne ofring ville stille faderen bedre. Nikulin blev i 1943 sendt direkte til frontlinjen og sat ind i de styrker, der skulle tage kampen op mod de tyske faldskærmstropper. Hans bataljon blev omringet af tyske soldater, og han blev taget til fange. Det lykkedes Leon Nikulin og to kammerater at stikke af og nå tilbage til den sovjetiske front. Men nu begyndte problemerne først. De blev forhørt af det hemmelige politi, KGB. KGB terroriserede alle sovjetiske soldater og mistænkte alle for at være forrædere. Under forhørsscener med trusler om døden blev Nikulin tortureret, pisket og hængt op i benene med hovedet nedad.

Det var i maj 1945, at Leon Nikulin ankom i en kreaturvogn til den sibiriske fangelejr. Mens vi i Danmark jublede over freden, trillede han og millioner af andre til deres hårde skæbne i Gulag.

Mirakuløst overlevede Nikulin de fem år og kom ud i 1950, men han fik tre års tillægsstraf i eksil. Årene tilbragte han i nogle usle landsbyer i vildnisset og havde hårdt arbejde. Efter Stalins død vendte han tilbage til Polen i 1959, men efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i 1967 indledte den polske regering en antisemitisk kampagne, og Nikulin blev arresteret i 1968 og sad to et halvt år i fængsel. Det kommunistiske regimes antijødiske kampagner drev stort set alle jøder, der havde overlevet Holocaust, ud af landet.

I 1971 kom Nikulin til Danmark, men her følte han, at han i vid udstrækning talte for døve øren, når han ville fortælle om Stalins ugerninger. Han stiftede eksempelvis den danske Wallenberg-forening, som støttede systemkritikere under Den Kolde Krig.