Øjnene var lyseblå

Birgitte Reimer var dansk lystspils og revys store stjerne, der pludselig sagde teatret farvel og blev kromutter i Sydfrankrig.

Birgitte Reimer i Cirkusrevyen. Årstal ukendt. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undertiden sker det, at et lysende talent på den danske teaterscene forlader den i utide. Hvem kan vi nævne? Anna Larssen, der blev religiøs og sagde teatret farvel i begyndelsen af forrige århundrede. Ingeborg Brams, der ikke kunne klare nervepresset. Og så er der den etablerede Birgitte Reimer, som pludselig for snart et halvt århundrede siden til manges store beklagelse forlod ikke bare teatret, men også Danmark. Hun slog sig i stedet ned i Sydfrankrig, hvor hun fik et barn og åbnede en restaurant sammen med sin nu afdøde mand, restauratør og krimiforfatter Ole Bornemann.

Men hun er stadig ikke glemt til trods for, at hendes karriere i dansk teater blev relativ kort. Bankdirektørens datter fra Nykøbing Falster var alt andet end kunstinteresseret. Alligevel blev Birgitte Reimer optaget på Det Kongelige Teaters elevskole. Hun debuterede i 1947 i Thornton Wilders »På et hængende hår«, men snart stod privatteatrene klar til at bruge hendes åbenlyse talent. Ikke mindst for det lystspil og den revy, som hun med sit vid, sin elegance og sit pikante ydre var så selvskrevet til. Hun var fyldt med erotisk underfundighed, sød, men på en sval facon. Fræk, men ikke så meget, at det gjorde noget. Replikken var smidig, raffineret og champagnebrusende. Båret frem af en scenisk selvbevidsthed, som stod i kontrast til den tvivl på egne evner, hun længe kæmpede med, når projektørerne var slukket.

Aage Stentoft brugte hende flittigt på sit Apollo-Teater, for eksempel som piccolinen i farcen »Solstik« – det var i filmudgaven af samme, hun sang klassikeren »Øjnene er lyseblå«. Stig Lommer havde masser af opgaver til hende på sine morskabsscener ude på Frederiksberg Allé.

Til succeserne hørte musicalen »Cranks« på Merkur, ligesom hun var en aldeles glimrende Polly i »Laser og pjalter« med sin daværende mand, Preben Neergaard, og en rørende Maggie i Ernst Bruun Olsens pop-kritik »Teenagerlove« på turné. Og på revyscenen blev hun en af tidens helt store stjerner, både i Hornbæk, i Tivoli og ude på Bakken. Alle forstod, hvad hun mente, når hun sang om, at »Man skal passe på at få ræven med«, og hun bidrog til det folkelige mundheld, når hun sang om, at »Så ta’r vi den én gang til for Prins Knud«.

På film gjorde hun lykke som »køkkenheks« i gennembrudsfilmen »Vi som går køkkenvejen« og som Kjeld Petersens partner i promillefarcen »Den grønne elevator«. Det var produktive år, og hun arbejdede i det hele taget så hårdt, at hun en overgang i midten af 1950erne ikke havde holdt ferie i seks år og følgelig måtte trække stikket et års tid.

Hvorfor forlod hun teatret? Hun havde svært ved freelance-tilværelsens troløshed. Hun syntes i tiltagende grad, at det var svært at skabe sig en linje i tilværelsen. Den følelse af »åndelig hjemløshed«, der kunne overvælde hende, kunne et farvel til teatret måske bøde på?

Hun havde egentlig ikke planlagt, at det skulle blive permanent, men »ferien i Frankrig« blev altså langvarig. Trods flere tilbud takkede hun hver gang nej til et comeback. I stedet blev hun altså hårdtarbejdende kromutter i bjergene nær Vence. Speciale: God, dansk mad.

Det blev aldrig til andet end en et ultrakort visit på en dansk scene, da hun som 70-årig modtog en ærespris ved gallaforestillingen Revyernes Revy. Ved den lejlighed betroede hun B.T., at den gamle cirkushest trods alt længe havde tag i hende:

»Nogle gange har jeg savnet at stå på en scene. Og hvis der havde været én i nærheden, havde jeg måske gjort det. Men jeg har jo foretaget et valg«.