Nettohundens far er død

Reklamemanden Peter Hiort, der stod bag flere reklame-ikoner, er død, 73 år.

Arkivfoto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Peter Hiort var kendt som reklamebranchens enfant terrible.

Han var vidt omkring hvad angår reklame, kommunikation og grafisk design og de fleste af hans kampagner var vellykkede.

Inden for det politiske stod han og Morten Jersild dog i 1972 bag nej-sigernes kampagne mod EF, der som bekendt ikke lykkedes. Til gengæld stod han for nogle af Venstres mere vellykkede kampagner.

Hiort var kendt som festlig og uortodoks – og han var ikke bange for at slippe temperamentet fri. Han stod bag nogle af reklamebranchens stærkeste ikoner: Foruden Nettos lille skotske terrier kan nævnes Carlsbergs sorte guldøl. Desuden har han lavet kampagner for alle tre store morgenaviser. I de senere år var han meget optaget af, hvordan printaviserne kunne tjene penge i en digital tidsalder, og der har nok været mere end én avismand, der har skævet til den drevne Hiorts idéer herom.

Peter Hiort boede på Gl. Strand og var arg modstander af det nuværende Metro-byggeri, der bl.a. fandt sted ud for hans vinduer. Først som medstifter af og talsmand for partiet BydelsListen’ 09 og siden som samarbejdende i de protesterende borgergrupper.

Metroen var blot ét af de emner, der kunne få Hiort i blækhuset, og Berlingskes læsere vil foruden hans bidrag til reklamebranchen kende ham fra avisens debatsider, hvor han var en hyppig skribent.

Ellers brugte Peter Hiort sine ikke ubetydelige evner på at bistå fru Janne som art director, grafiker og rådgiver i hendes tegnestue hjemme i den rummelige hjørnelejlighed på Gl. Strand.