Nekrolog: Revyen var hans liv

Skuespilleren John Martinus er død, 77 år.

Hatten var næsten et varemærke for john Martinus, der livet igennem levede og åndede for vevyen. Foto: Claus Bech Andersen Fold sammen
Læs mere

Da Rikke Rottensten og jeg skulle skrive en biografi om revykongen Preben Kaas, fik vi problemer. DR havde slettet Kaas’ sidste TV-optræden. Det nævnte jeg for John Martinus, som kneb øjnene sammen og granskede sin hukommelse: »Jeg tror, jeg har det på et Betamax-bånd hjemme i kælderen.«

Det havde han. Og han fik det endda overspillet, så vi kunne se optagelsen fra 1981 på CD.

John Martinus, som blev fundet død i sit hjem onsdag, 77 år gammel, var i det hele taget et stykke omvandrende revyhistorie, som levede og åndede for den revy, han havde tjent, lige siden han debuterede i Rottefælden i Svendborg i 1961.

Hans lange liv i teatret startede allerede med amatørteater i barndommen, og en overgang var han påklæder for selveste Kjeld Petersen, inden han sagde kontorjobbet op for at forfølge sin drøm. Og den autodiodakte skuespiller var aktiv til det sidste. Han skulle have turneret med egne revyminder næste år, og han var stadig en trofast gæst til stort set alle landets revypremierer, hvor han dukkede op med sin karkateristiske hat på sned.

Farverig spilleglæde

Nykøbing F., Cirkusrevyen, vinterrevy på Amager Scenen – John Martinus, tydelig skuespiller med sans for træfsikre parodier, var med over det hele. Ikke mindst i Holstebrorevyen fik han midt i 80erne stor personlig succes som den radikale Niels Helveg-Petersen, der svingede rundt på en vejrhane – andre pletskud var fremskridtsmanden Kristen Poulsgaard i kostalden og provokunstneren Jens Jørgen Thorsen. Og efterhånden instruerede han lige så mange selv, senest den retrospektive revy »Revyperler«, som han selv havde været med til at skabe, men som han måtte forlade ufrivilligt efter nogle sæsoner, hvilket han ikke skjulte sin bitterhed over.

En overgang var han fast knyttet til Aarhus Teater, hvor han bl.a. spillede en forynget udgave af Løjtnant von Buddinge i »Genboerne«. Den farverige spilleglæde, der var revymandens, kunne undertiden været dæmpet helt ned, ikke mindst i gode biroller på film og fjernsyn, hvor replikken kunne være nærmest nøgternt nedtonet, ansigtet ubevægeligt, men øjnene vagtsomme. Med en særlig evne for det blakkede, det moralsk anløbne og det farlige.

Tænk på Holger med de nazistiske tilbøjeligheder i »Matador«. Isnende spillet på en blanding af menneskelighed og forblændet kynisme. Men også på teatret fik han navnlig i den sidste del af karrieren lov til at vise, hvor fremragende en karakterskuepiller, han kunne være. På Det Kongelige Teater spillede han for eksempel fuldt op til selveste Jørgen Reenberg i Pinters »Hjemkomsten« med den seksuelle fallit lige under uniformsjakken. Og hans religiøst formørkede Peter Skrædder i Lars Noréns version af Kaj Munks »Ordet« stod skarpt på scenen – som den havde gjort det ti år før på Betty Nansen Teatret.

Sidst, jeg talte med John Martinus, fortalte han om den oplevelsessyge sydhavnsdrengs glæde ved at køre rundt med mælkekusken i 1940ernes København og regnvejret den aften, Kjeld Petersen var død. I det hele taget var han et stykke levende teaterhistorie, der byggede bro mellem fortid og nutid.