Når kærlighed også er sorg

Man Booker-pris vinderen Julian Barnes er nok bedst kendt for »Flauberts papegøje«.

Julian Barnes.    Foto: Claus Bech
Læs mere
Fold sammen

Den største pris, den britiske forfatter Julian Barnes har vundet for sit forfatterskab, er The Man Booker-prisen for romanan »Når noget slutter« i 2011. Og på mange måder kan man sige, at en stor del af hans forfatterskab fokuserer på forskellige former for afslutninger.

Men inden Booker-prisen havde han forlængst gjort opmærksom på sit forfatterskab med i sær romanen »Flauberts papegøje« fra 1984. Den handler om en pensioneret læge, der er dybt optaget af at finde sandheden om forfatteren Gustave Flaubert, der ikke mindst er kendt for romanen, »Madame Bovary«, samtidig med, at sandheden om hans eget liv opløses.

Men Julian Barnes er bestemt også kendt for »Arthur & George«, »England, England« og novellesamlingerne »Citronbordet« og »Over kanalen«

Gennem sit forfatterskab har Julian Barnes skrevet nogle linjer, som vil blive husket. I sit essays »Vejen op, vejen ned« går han tæt på sig selv, og sit forhold til sin kone gennem tre årtier, Pat Kavanagh, der døde af en hjernesvulst.

»Hver eneste kærlighedshistorie er også en potentiel sorghistorie.« Det var den dyrekøbte erfaringer, Julian Barnes kunne skrive om i »Vejen op, vejen ned«, fordi for Barnes er døden slutningen på det hele. Han er erklæret ateist.

»Jeg tror på, at død er død«. Der er ingen gensyn i det hinsidige, og det efterlod ham alene i verden, hvor venner og bekendte ikke forstod, hvad det var at sørge.

»Sorg er i lighed med døden banal og unik,« skrev han.

I novellesamlingen »Puls« fortsætter han med livets realisme. Det handler om almindelige mennesker, der er i deres følelsers vold og ikke kan se sig selv udefra, som Barnes kan. Hans personer er almindelig folk, der slides af tidens tand. Ofte serveret med et smil i mundvigen.

Julian Barnes er uddannet i Oxford i moderne sprog og arbejdede i en årrække for Oxford English Dictionary og senere for kultur/økonomimagasint The New Statesman, hvor han var litteraturdirektør.