Han er stringent jurist, stor humanist – og stille livskunstner. Et godt fundament for Peer Lorenzen til med afsæt fra et dommerembede i Højesteret at bestride hvervet i 16 år som dansk dommer i Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Med omhu, lydhørhed og indsigt. Og hvor borgere har fået ret og stater klask – eller omvendt – og med god forklaring fra ham til parterne, hvorfor sagen faldt sådan ud.

Nu passerer han den uomgængelige aldersgrænse på 70 som nyslået pensionist i det franske, idet han takkede af i foråret efter de travle år i Strasbourg.

»Og nu nyyyder jeg at være fri for arbejdsmæssige pligter og kan koncentrere mig om familielivet«.

Oprindelig lokkede det nye hippe statskundskabsstudium i Aarhus Frederiksbergstudenten fra hovedstaden til hovedlandet. Jurafagene fængede dog mest og ønsket om en karriere ved domstolene spirede. Han ændrede kurs, blev cand.jur. og lektor i offentlig ret på AU. Men skulle det hede ønske om at dommerembede nås, måtte vejen dengang uomgængeligt gå via Justitsministeriet, hvorfra han efter nogle år blev prikket til en ny stilling som afdelingschef i ombudsmandsinstitutionen. Herligt.

»Dér lærte jeg i fem år på det nære plan noget meget værdifuldt om jura og mennesker af ombudsmændene Lars Nordskov Nielsen og Niels Eilschou Holm.«

Så var erfaringen hjemme til en stilling i Vestre Landsret, hvor kollegiet efter få år endog valgte ham til præsident, og to år senere blev det selve Højesteret, drømmemålet.

Det lå ikke i kortene, at det kun blev fire år. Ministeriet mente, at Peer Lorenzen måtte være den oplagte kandidat til at repræsentere Danmark efter Isi Foighel i Strasbourg. Lorenzen var jo nærmest nationens Mr. Menneskeret efter at have været formand for Flygtningenævnet og for Europarådets ekspertkomité mht. menneskerettigheder. Og han sagde også ja tak. Efter nogle år avancerede han til at blive formand for domstolens 3. sektion.

»Det har været en oplevelse i det internationale miljø i Strasbourg, hvor vi kommer vidt omkring i de enkelte staters særkende og forhold til deres borgere. Dommerpanelet er normalt på syv, men kan i særligt vigtige sager blive på 17, så omhyggelighed er et mantra.«

Så mange borgere har i det seneste årti klaget med et »så går jeg hele vejen til Strasbourg«, at sagsbunkerne voksede enormt, ventetiden ditto, hvorved domstolen faktisk selv krænkede menneskerettighederne.

»Katastrofal situation« meldte Lorenzen ud dengang, da Europarådet nægtede at yde flere bevillinger.

Peer Lorenzen har nu slået sig ned i sin 50-årige franske kone Ghislaine Buguets hjemland nær vandet ved Saint Malo i det smukke Bretagne, men Danmark er ikke glemt. Et er menneskeret, noget andet skatteret:

»Det er omkostningsmæssigt dyrt for os at bo her, fordi Danmark og Frankrig desværre ikke længere har en dobbeltbeskatningsaftale. Så jeg betaler fuld indkomstskat af min danske pension som højesteretsdommer og oveni skat til den franske statskasse uden modregning. Det går ikke i det lange løb.

Derfor indgår det i vore planer måske om et år eller to at flytte til Danmark, hvor vi allerede har et sommerhus, og hvor også to af mine tre børn bor.«

Fødselsdagen fejres på lørdag på Sauntehus Slotshotel ved Hornbæk – med gode venner og hele familien inklusive stammens yngste, barnebarnet Victor på 1½ år fra London.