Et af de største træer, om ikke det største, i den danske udenrigstjenestes 250-årige historie er faldet.
Mindeord af Ulrik Federspiel, tidligere direktør for udenrigsministeriet. Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.
Jeg fik den ære at være Uffe Ellemann-Jensens direktør (nu kaldet departementschef) i halvandet år, før regeringen Schlüter faldt på grund af Tamilsagen.
De næsten 10,5 år Uffe Ellemann var udenrigsminister fra september 1982 til januar 1993 var en glorværdig og spændende periode for udenrigsministeriet og dets embedsmænd.
Skønt han aldrig havde været minister før, forstod han lynhurtigt dels at sætte sig ind i ministeriets mangeartede opgaver og dels at vide, hvorledes han fik sin politik kommunikeret ud og ført ud i livet i den udstrækning, det kunne lade sig gøre. Man vidste, hvad han stod for. I hans tiltrædelsesreception for mig som direktør gav han mig et hæfte med 25 effektive idédræbere over for ministre: »Det har vi prøvet før«, »det bliver for dyrt«, »det kan vi tage op senere«, osv. Advarslen til mig var klar: Han kendte godt det bureaukratiske spil. Uffe Ellemann var ene minister for hele udenrigsministeriets sagsområde og interesserede sig for alle dele, inklusive udviklingsbistand og eksportfremme. Han formåede over for udlandet at spille på alle udenrigstjenestens tangenter. Hans seriøsitet, flid, humor og kontaktskabende evne var legendarisk.
Som ung taleskriver for ministeren blev jeg ofte frustreret efter at have udarbejdet en efter min mening strålende tale til udenrigsministeren, for blot at få den tilbage med rammende rettelser, der lige fik sat det hele på plads. Denne hurtighed og retningsgivende arbejdsmetode kom jeg til at sande i fulde mål som souschef ved ambassaden i Washington i den såkaldte fodnoteperiode. Modsat hvad mange troede, var Uffe Ellemann-Jensen i sine alvorlige samtaler med den amerikanske udenrigsminister faktisk tro mod Folketingets flertal. Her var der ikke tale om dobbeltspil. Det var kun på hjemmefronten, han kæmpede for vores fulde og troværdige NATO-medlemskab.
Ellemann nedsatte i april 1989 en udenrigskommission. Før så mange andre fornemmede han, at noget var i gære i Verden, og at der var brug for, at Danmark førte en aktiv udenrigspolitik. I sit indlæg på Udenrigskommissionens først møde i april 1989 udtale han: »Hvis vi ikke går fremad på det internationale plan, sakker vi uvægerligt bagud i en ny tid«.
I november faldt Berlin muren. Og senere satte han sig i spidsen for de vestlige landes anerkendelse af de baltiske lande. En politik, der ikke var uden faldgruber.
Men med de baltiske landes anerkendelse blev en kædereaktion sat i gang ved at en lang række stater i Sovjetunionen erklærede sig uafhængige, herunder Rusland, Ukraine og Hviderusland, hvorefter Sovjetunionen opløstes i december 1991.
Befolkningens nej til Maastrichttraktaten i maj 1992 var en stor skuffelse for Uffe Ellemann-Jensen, men loyalt over for dette flertal arbejdede han for et ja med forbeholdene ved en ny folkeafstemning i juni 1993. Når Danmark usædvanligt fik tilslutning til disse forbehold fra de øvrige EU lande var det ikke mindst på grund af den prestige og respekt Uffe Ellemann nød i de andre EU landes regeringer. Foruden Tyskland udenrigsminister, Hans Dietrich Genscher, var han den mest respekterede udenrigsminister i EU kredsen. Det nød vi embedsmænd ofte godt af.
Hans – og i øvrigt og statsminister Poul Schlüters – opfattelse var, at det især var Maastrichttraktatens bestemmelser om forsvarssamarbejde, der tippede folkeafstemningen til et snævert nej. Hans glæde var derfor stor, da befolkningen i år sagde ja til netop dette samarbejde.
Uffe Ellemann har præget en hel generation af diplomater ved sit engagement og klare politik. Han var loyal over for sine embedsmænd, der gengældte denne loyalitet. Lang tid efter sin afgang som udenrigsminister interesserede han sig for udenrigsministeriets embedsmænd, besøgte dem på hospitalet, gik til deres begravelse og sendte små hilsner.
For nogle uger siden havde min kone og jeg Uffe Ellemann og Alice Vestergaard til middag. Vi fire havde det hyggeligt og til trods for, at Uffe beskrev sin alvorlige sygdom, mente han ikke, livet skyldte ham noget. Da han satte sig ind i sin bil for selv at køre hjem, troede vi dog ikke, det skulle være sidste gang, vi så Uffe.
Uffe brød sig ikke om ros. Han slog sig ikke for brystet af sine store fortjenester. Goethe har skrevet: »Den rette mand er den, der griber øjeblikket«.
Det gjorde Uffe. Han kæmpede for et Danmark som fuldgyldigt medlem af EU og NATO. Han kunne med tilfredshed se på, at de fleste partier i Folketinget nu gør det. Han var med andre ord på den rigtige side af historien.
Uffe Ellemann-Jensen citerede ofte Danmarks første udenrigsminister Bernstorff, der sagde: Reputationen er det vigtigste i udenrigspolitik. Uffe Ellemann-Jensen højnede Danmarks omdømme.
Æret være hans minde.
---------------------------
Uffe var sine venners ven, loyal, trofast og altid opmærksom
Mindeord af Ole Andreasen, journalist og tidligere EU-parlamentariker for Venstre.
Vejen, han valgte, var lige ud, og han vidste altid, hvor han ville hen. Han var tro mod sine værdier, og han fægtede for dem. Han stod forrest i de debatter, han tog del i, og man vidste altid, hvor man havde ham, stærkest måske i disputterne om fodnoterne og Den Kolde Krig, og i de senere år i anerkendelsen af de baltiske lande og med advarslerne mod udviklingen i Putins Rusland.
Uffe var en national internationalist og meget klar om Danmarks rolle i verden. Ikke blot i hans tid – hans egen dag blev alt for kort – men i slægtens, Danmarks årtusinder. Han elskede at synge, han satte pris på og kunne alle de gamle danske sange udenad, og jeg ved, at han ville værdsætte, om vi også i disse dage vil tænke på ham med L.C. Nielsens »Jeg ser de bøgelyse øer« med linjerne:
Jeg ser de slægter, som gik hen,
mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet,
som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt,
de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket.
Og dette folk er vort.
Uffe var af folket og for folket, men folkelig i den gængse forstand var han vel alene, når han med en humoristisk og elegant oneliner satte ting på plads: »If you can’t join them, beat them«.
Så måtte også de, der havde kaldt ham arrogant, falde ned. Og når han delte sine tanker om Danmarks, Europas og verdens historie, måtte man beundre hans ubegrænsede viden og anerkende hans format.
Uffe var sine venners ven, loyal, trofast og altid opmærksom. Og trods et liv, der i årevis bragte ham verden rundt, var han et familiemenneske, der elskede at samle børn og børnebørn omkring sig. Han rejste med dem, sejlede med dem, fiskede med dem og sang med dem.
Han sled sig op og var sig meget bevidst om, at livet har en slutning. Og det gav han stærkest udtryk for – med linjerne fra Jeppe Åkjærs »Som dybest brønd« – i titlen på sine seneste erindringer om et langt liv i politik, »Som blad i høst«:
Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve,
og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve.
Jeg vil mindes en uforfærdet liberal, en begavet politiker, en stor statsmand, en meget vidende mand – men over alt en nær ven.
Æret være Uffes minde.
-----------
Det var fantastiske år, som har prentet sig dybt i vores faglige og personlige dna
Mindeord af Anne Dorte Riggelsen, pt. ambassadør i Tel Aviv, Ole Frijs-Madsen, pt. ambassadør i Zagreb og Hans Brask, p.t. ambassadør i Vilnius.
Når historien skrives om Jerntæppets gradvise nedbrydning, Murens fald i 1989 og de baltiske landes genvundne selvstændighed 1991, indtager Uffe Ellemann-Jensen en markant plads. Han tegnede i disse vigtige år om nogen den danske og europæiske profil med sin utrættelige personlige og politiske kamp for selvstændighed, fred og frihed for Estland, Letland og Litauen. Umiddelbart efter Uffe forlod aktiv politik skabte han sammen med Erik Rasmussen fra Huset Mandag Morgen i 1999 netværksorganisationen Baltic Development Forum – »Østersøens Davos«. Gennem arbejdet i denne tænketank blev »venner og fjender« fra Uffes uforlignelige netværk af beslutningstagere fra Østersøregionens 10 lande bragt sammen til diskrete rundbordsmøder og højtprofilerede topmøder med fokus på at tale dette nye, dynamiske lavspændingsområde op.
Uffe hentede i disse år – i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet – unge diplomater til at lede Baltic Development Forum. Vi havde alle tre på skift fornøjelsen af denne tjans i perioden 1999-2014. Det var en utrolig berigende læreplads. Med Uffe som en aktiv bestyrelsesformand fik vi fra første parket indblik i den betydning og respekt, han nød, ikke bare i Baltikum og Norden, men også bredere i Europa og USA. Det var fantastiske år, som har prentet sig dybt i vores faglige og personlige dna. Uffe »ledte gennem eksempel« og viste os med sin humor, indsigt og målrettethed, hvordan man bygger netværk, sætter dagsordenen og skaber fremdrift. På kort formel: Hvordan man får indflydelse på historiens gang. At rejse med Uffe i Østersø-regionen, og opleve den respekt og varme han blev modtaget med uden for Danmarks grænser, var en uforglemmelig oplevelse.
Æret være Uffes minde!