Mikhail Modsat

Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, hyldes for sit bidrag til en fredelig afslutning på den Kolde Krig. Nu advarer han om risikoen for en ny.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge, to dage før sin 85-års fødselsdag, indkaldte Mikhail Gorbatjov til et pressemøde i Moskva. Han havde hverken udgivet nye erindringer eller stablet et harmløst velgørenhedsprojekt på benene, sådan som mange andre pensionerede statsledere ellers gør i hans alder. Næh, Gorbatjov ville tale om intet mindre end krig og fred og demokratiets nødvendighed i Rusland.

»Hvis der er frie valg, så vil bedrageriske magthavere blive sat fra bestillingen,« formanede Gorbatjov fra sin kørestol ifølge nyhedsbureauet TASS.

Det er ikke ofte, man ser den slags citater i Ruslands statslige medier. Men den tidligere sovjetleder er en lyslevende undtagelse fra indtil flere uskrevne regler i dagens Rusland. Gorba er ikke til smalltalk. Og efter 16 år med Vladimir Putin ved magten legemliggør den 85-årige om nogen mindet om en tid, da andre vinde blæste i Moskva og en tid, da både Rusland og Vesten rustede ned i stedet for at ruste op.

I Vesten huskes Gorbatjov frem for alt for sit bidrag til en fredelig afslutning på den Kolde Krig. Som Sovjetunionens sidste leder underskrev han nedrustningsaftaler med USA, trak sovjetiske styrker tilbage fra Østeuropa og nikkede ja til genforeningen af Tyskland. For den bedrift blev han i 1990 belønnet med Nobels Fredspris.

På hjemmebanen er det noget mere kompliceret. I Rusland husker mange ham snarere som den ansvarlige ved rorpinden, da verdens arealmæssigt største land i 1991 faldt fra hinanden og blev forvandlet til 15 selvstændige stater.

Det skete godt nok ikke med Gorbatjovs gode vilje. Hans reformprogrammer – glasnost og perestrojka – havde til formål at banke rusten af sovjetkommunismen og sikre det kriseramte lands overlevelse. Men Gorbatjovs plan blev kuppet af politiske rivaler, undergravet af lave oliepriser, tynget af en krig i Afghanistan og overtrumfet af voksende nationale selvstændighedsbevægelser.

Men mange – ikke mindst i Vladimir Putins lejr – ynder at give Gorbatjov skylden for Ruslands genvordigheder.

Nationalistiske kræfter dyrker tabet af de sovjetiske landområder, der de seneste to år er blevet drivkraften for en ny revanchisme med annekteringen af Krim-halvøen som et foreløbigt højdepunkt.

Men Mikhail Gorbatjov ved om nogen, hvordan man står fast på sit. Da han blev udnævnt som generalsekretær i 1985, var han næsten en generation yngre end sine hvidhårede kolleger i politbureauet.

Hans modstandere kaldte hånligt de nye reformtilhængere for »marsmænd«. De levede i en naiv drømmeverden, når de talte om demokrati og åbenhed, mente hardlinerne. Gorbatjov så intet alternativ.

Da østtyskerne begyndte at råbe Berlinmuren omkuld, afviste han at støtte de vaklende kommunistiske regimer i Central- og Østeuropa med militærmagt. »Farer venter den, som ikke reagerer på livet,« lød hans advarsel til den østtyske leder, Erich Honecker. En sovjetisk intervention ville have udløst »en katastrofe eller endda Tredje Verdenskrig,« sagde Gorbatjov senere.

Nu advarer han så igen mod krigeriske tegn i tiden. Et nyt våbenkapløb truer Europa, sagde han forleden på sit pressemøde.

Han anklagede Vesten for at tromle det svage Rusland op gennem 1990erne og for ikke helhjertet at invitere landet ind i et europæisk samarbejde. Og han beskyldte Vladimir Putin for at føre et revanchistisk Rusland ind i en blindgyde, hvor militæret spiser en stadigt større del af kagen, magthaverne vælger sig selv og oppositionen stemples som landsforrædere.

»Vi er nødt til give folk muligheden for – ligesom vi gjorde i 1989 for første gang i vores stats historie – at stemme frit,« smældede Gorbatjov fra sin kørestol.

Også som 85-årig står han fast på sit.