Meget af det hele

60 år: Han kan synge. Men også uden musikken har Kurt Ravn demonstreret en imponerende alsidighed.

Kurt Ravn, kendt og respekteret som »Røde«, som musicalstjerne, som skuespiller, som sanger. Kurt Ravn kan det hele. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Læser Kurt Ravn, 60 i morgen, denne fødselsdagshilsen?

Det er der en vis sandsynlighed for: »Nogle skuespillere siger, at de aldrig læser anmeldelser. Men det gør jeg! Gode anmeldelser gør mig utrolig glad, så enkelt er det. Anmeldelser betyder altid noget - også selv om man ikke altid er enig,« har han sagt. Og læse anmeldelser har Kurt Ravn da også kunnet gøre med sindsro.

Han har lavet det meste, sluppet godt fra næsten lige så meget. I det hele taget må han være en af de mest anvendelige skuespillere, vi har, Kurt Ravn. Lige dygtig til det hele. Lige anvendelig overalt. Altid skarp, præcis, professionel. Først og fremmest har han jo haft stemmen – den usvigelige musikalitet og den klangfulde tenor, der har givet ham masser af muligheder på teatret, men som også har gjort ham til en flittig og efterspurgt solist i koncertsammenhænge. Mere end 20 pladeindspilninger har han medvirket på. Og i øjeblikket har han mere end travlt med at synge højtiden varm i landets kirker – han har netop udgivet et helt nyt album med julesange.

Verdensberømt herhjemme blev han naturligvis som den kommunistiske banearbejder Røde i TV-serien »Matador«. En kantet, selvcentreret idealist, som Ravn fik gjort helt menneskelig med et gran af uskyld.

Men allerede siden Kolding-drengen forlod Statens Teaterskole som en del af »superårgangen«, som bl.a. også omfattede Tommy Kenter og Peter Schrøder, havde han i teatersammenhænge gjort sig flot bemærket. Først og fremmest på Aalborg Teater, som han var knyttet til 1974-77. Her lod han den flotte røst gjalde som bl.a. Frank Butler i »Annie Get Your Gun«. Få herhjemme har siden spillet så meget musikeater som han. Han var naturligvis selvskrevet til at være i front, da den omfattende musicalbølge skyllede ind over os i 1990erne – først og fremmest ramte han de høje toner som en imponerende Jean Valjean i hundesvære »Les Misérables« på Østre Gasværk, hvor han gjorde sig som fæl skurk med rastafarihår i »Atlantis«. Men han har også været også Tony i »West Side Story« på Odense Teater. Portrætteret både Jesus og Che Guevara – i henholdsvis »Godspell« og i »Evita«. Og levendegjort sangroller i bl.a. »Søndag i en park med George«, »Irma la Douce«, »Sweet Charity« og »Chess.« Senest trak han et stort læs samt opviste hele sin vindende scenecharme som den snusfornuftige og varme mælkemand Tevye i »Spillemand på en tagryg«.

Ja, stemmen har endda vist sig at kunne bære helt over i operaen, hvor han bl.a. i 1996 sang Leonard i Carl Nielsens »Maskarade« – tilmed i Wiens Konzerthaus og i en grammybelønnet indspilning.

Også uden musikken
Men han har også spillet så meget mere. I revyen f.eks. – ikke mindst i TV’s lørdagssatirer. Var det Ravn eller var det Poul Schlüter? Man blev helt i tvivl. Også uden musikken har han sagtens kunnet klare sig på teatret. På Folketeatret, hvor han både var Biff i »En sælgers død« og Macheath i »Tiggeroperaen.« Nogle af hans bedste indsatser uden musikken var i to Lars Norén-roller, i henholdsvis »Mod til at dræbe« og »Dæmoner« på Teatret ved Sorte Hest og Aveny. I de senere år er det også blevet til roller på Det Kongelige Teater.

På TV imponerede han i flere klassikere, dengang det hed TV-Teatret. Han var en fiffig Harlekin i Marivaux-komedien »Den dobbelte troløshed« og en farlig Ejlert Løvborg i »Hedda Gabler« – på teatret var han en nærmest rørende naiv Tesmann i samme stykke. Og så har vi slet ikke nævnt filmen, hvor han har indkasseret en Bodil for sin rænkemager Erik Lakaj i »Jeppe på Bjerget«. Desværre har filmen ikke kunnet forse ham med hovedroller i andet end bras, hvor man har slidt på hans sympatiske udstråling – fra det sidste Morten Korch-skvulp »Fætrene på Torndal« til farcen »Hjælp, min datter vil giftes«. Men senest har han fået lov til at vise, hvor fremragende en karakterskuepiller, han er i den spændende indsats som den stadigt mere moralsk plagede kommunale økonomidirektør i Åke Sandgrens politiske thriller »Fluerne på væggen«.