Med blikket rettet mod toppen

40 i dag. Ulrik Petersen har længe bevæget sig i mediebranchens øvre luftlag, men det er dog ikke kun på det professionelle plan, at den stræbsomme topleder har ambitioner om at nå de højeste tinder.

Privatfoto Fold sammen
Læs mere

»Jeg er af den gamle skole med mesterlære. Jeg har arbejdet mig op gennem de virksomheder, jeg har arbejdet i.«

Sådan sagde Ulrik Petersen til Berlingske, da han i 2014 tiltrådte stillingen som administrerende direktør i et af Danmarks største mediebureauer, Carat. I dag sidder han på en toppost som kommerciel direktør i moderselskabet Dentsu Aegis Network Denmark, der – udover Carat – også huser en række andre succesfulde kommunikationsvirksomheder.

Her står Ulrik Petersen bl.a. for strategiudvikling i den danske del af mediekoncernen, der på verdensplan har 30.000 ansatte og opererer i 145 lande.

Og selvom der givetvis er mange danskere, som ikke har hørt om virksomheden med det lidet mundrette navn, så er der alligevel ganske stor sandsynlighed for, at Dentsu Aegis og Ulrik Petersen har haft en finger med i spillet i mange af deres daglige gøremål.

Hver fjerde reklame, du støder på – i radio, TV, på nettet eller i bybilledet – er nemlig videreformidlet af Ulrik Petersen og co. for koncernens kunder.

Og målet er klart: At få kundernes budskaber ud i alle hjørner og afkroge af det danske kongerige, uden at det vel og mærke bliver et irritationsmoment for forbrugeren.

Med en håndfuld direktørstillinger, over 30 gennemførte maratons og fire års triatlontræning med tilhørende løb på CV’et er Ulrik Petersen en af de ledertyper, der lader til at have flere timer i døgnet end det gennemsnitlige menneske.

Selv begyndte den jyske erhvervsleder sin karriere i SAS for snart 20 år siden og har været forbi en række lederposter på sin vej mod mediebranchens top. I 2006 gik turen til Fitness.dk, hvor han gennem tre år kunne kalde sig selv kommerciel direktør. Efter et kort mellemspil som leder af Bruuns Galleri og Randers Storcenter fik Ulrik Petersen i 2011 ansvaret for mediegiganten Dentsu Aegis’ aarhusianske afdeling. En lederstilling, som han holdt fast i, selvom han fra 2014 og halvandet år frem sideløbende fungerede som administrerende direktør for underselskabet Carat.

Som person er Ulrik Petersen imidlertid ikke kun drevet af tårnhøje ambitioner på det professionelle plan. Han er også et udpræget konkurrencemenneske, der bruger motionen til at få afløb for en ellers travl og hektisk hverdag, som både skal balancere en tætpakket forretningskalender med et mindst ligeså vigtigt familieliv.

Derfor er det heller ikke et særsyn at støde ind i den ihærdige chef, hvis man bevæger sig rundt i Randers og omegn i de sene nattetimer.

Når man både vil bestige franske bjerge på cykel, slå rekorder i motionsløb og samtidig svinge taktstokken i en toneangivende virksomhed, så handler det nemlig om at få det maksimale ud af døgnets timer.

Også selvom det betyder, at man nødvendigvis må iklæde sig pandelampe, reflekser og regntøj – og stå op kl. lidt i fem for at nå det.