Manden som gav baggårdskatten stemme

I 44 år tegnede Bo Schiøler den musikalske ungdomsinstitution, Vesterbro Ungdomsgård. Her åbnede han musikken og teatrets verden for tusindvis af børn og unge. Og så skrev han selv sange og dramatik. I dag fylder han 70 år.

Flere af de unge, som under Bo Schoølers ledelse har spillet musik og teater på Vesterbro Ungdomsgård, er blevet professionelle kunstnere. Det gælder skuespilleren Mia Lyhne, bl.a. kendt fra »Klovn«. Foto: Martin Sylvest Andersen Fold sammen
Læs mere

»At være baggårdskat det er et hundeliv«.

Mange årgange af børn og unge har sunget den sprogligt underfundige sætning, der er omkvædet på »Kattejammerrock«, som blev et hit i 1970erne.

Manden bag sangen er Bo Schiøler, der i 44 år frem til slutningen af 2010 stod i spidsen for Sanggruppen og teaterarbejdet på Vesterbro Ungdomsgård. Her åbnede han kunstens verden for tusindvis af børn og unge i en københavnsk bydel, hvor musik, litteratur og teater ikke nødvendigvis kom ind med modermælken. Til glæde for både de unge og ham selv.

»Jeg får daglig stadig en masse mails og tilbagemeldinger fra nu voksne mennesker, der fortæller, at hvis Vesterbro Ungdomsgård ikke havde eksisteret, havde deres liv taget andre baner. De har kunnet møde livet med noget større selvtillid og gå-på-mod, end de ellers ville have kunnet, siger de. Jeg får næsten røde ører, når jeg siger det, men det er selvfølgelig en stor cadeau for mig. Det er fantastisk,« fortæller Bo Schiøler.

Han gjorde med sine mange teaterforestillinger og musikalbums Vesterbro Ungdomsgård landskendt, og musikken og forestillingerne kom via turneer, plader og cd’er ud over hele landet og også til udlandet, bl.a. Frankrig, USA og Island, hvor de unge fra Vesterbro optrådte.

Mere end 32 musikalbums (700 sange har han skrevet), fem dvd-film og 185 teaterforestillinger er det blevet til. Udover at skrive dramatik og musik har Bo Schiøler, der som ung student ønskede at gå digtervejen, skrevet ni digtsamlinger.

Flere af de unge, som under hans ledelse har spillet musik og teater på Vesterbro Ungdomsgård, er blevet professionelle kunstnere.

Det gælder skuespilleren Mia Lyhne, bl.a. kendt fra »Klovn«, Ken Vedsegaard, der spillede Erik i »Krøniken«, og Mike Tramp, der sammen med Mabel vandt Melodi Grand Prix i 1978.

Bo Schiøler har modtaget en lang række priser for sit musikalske og pædagogiske arbejde, bl.a. LOs Kulturpris og Gerda Prisen. I 2006 fik han Dannebrogsordenen.

Nu på sine ældre dage er fødselaren aktiv med orkestret Bo Schiøler og Skavankerne, hvor han sammen med en gruppe musikere og gamle venner fra Vesterbro er begyndt at skrive sange for den tredje alder. Det er blevet til to cd’er – den seneste, »Ældrebyrde Blues, sange fra den 3. alder (Vol 2)«, udkom 9. oktober.

Orkestret optræder rundt omkring i København og giver blandt andet snart to koncerter i PH Caféen på Halmtorvet.

Fødselsdagen fejres under efterårshimmel i Jylland uden et stort fødselsdagsselskab.

»Ægteviven og jeg gemmer os i Rebild Bakker, hvor vi fejrer dagen. Det har jeg lært af min storebror, at det må man godt. Vi glæder os, og vejret ser ud til at blive strålende, hvilket viser, at jeg har været artig,« siger Bo Schiøler og griner.

Men mon ikke en del venner og børn og unge, der har krydset hans vej, baggårdskattene fra Vesterbro, på dagen vil sende ham et kærligt mjav?