Manden, der ikke blev Indiana Jones

Tom Selleck har fortrinsvis grundlagt sin berømmelse på TV-film og -serier.

Foto: GABRIEL BOUYS.
Læs mere
Fold sammen

Tom Selleck, der bliver 70 år 29. januar, er måske allermest berømt for den filmrolle, som han ikke fik. For faktisk var rollen som Indiana Jones først tiltænkt ham. Tidligere har det heddet sig, at det var ham selv, der afviste at medvirke i »Raiders of the lost Ark« (Jagten på den forsvundne skat), men i et talkshow-interview med David Letterman har Selleck præciseret, at han havde kontrakt med CBS om at indspille episoder af serien »Magnum P.I.«, og at det var CBS, der ikke ville lade ham spille rollen.

Ellers beror Tom Sellecks maskulint behårede berømmelse som skuespiller på netop TV-serien, hvor han er opdager på Hawaii, »Magnum, P.I.« og i næste række på en håndfuld letbenede film. Bl.a. »Farlig vej til Kina« (1983) og »Tre mand og en baby« (1987). Det skal man ikke grine af. Den sidste var den amerikanske film, der indspillede flest penge i 1987.

Indimellem har han medvirket i et halvt hundrede roller i film lavet til TV og i en lang række serier - bl.a. dukkede han i 1994 op i serien »Venner«, hvor han spiller Dr. Richard Burke, der tilbagevendende var kæreste med Monica Geller (Courteney Cox).

Thomas William Selleck er født i bilbyen Detroit i en familie af efterkommere af engelske indvandrere. I 2003 overtog Tom Selleck den kontroversielle post som talsmand for NRA – National Rifle Association – efter at hans gode ven, skuespilleren Charlton Heston, trådte tilbage på grund af helbredsproblemer. NRA er en amerikansk interesseorganisation, der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben både med henblik på jagt og på selvforsvar. Organisationen spiller en næsten afgørende rolle i debatten om våbenkontrol.

Forud for præsidentvalget i 2008 støttede Tom Selleck den republikanske John McCains kandidatur. Hans familie er katolikker, men han betegner ikke sig selv hverken som videre republikansk eller religiøs.