Mand med mange talenter

70 år. Flemming Behrendt skiftede som 52-årig spor og søgte til Frankrig. Det har ikke fortrudt.

Flemming Behrendt er snat klar med den ultimative biografi over Pontoppidan. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en alder af 52 år lagde Flemming Behrendt billet ind på at blive Berlingske Tidendes korrespondent i Paris. Han var nået til et punkt i sit liv, hvor han trængte til nye udfordringer, og stillingen som udenrigs­korrespondent var snart sagt det eneste, han ikke havde prøvet kræfter med, siden han som 25-årig stud.mag. første gang gik gennem porten til det store bladhus i Pilestræde.

Ikke uventet fik han posten, for Flemming Behrendt har altid fået sine ønsker opfyldt, og i de følgende år var han læsernes direkte forbindelse med fransk politik og kultur.

Det sporskifte har han aldrig fortrudt. Og selv om den faste tilknytning til avisen efterfølgende blev brudt, var den kosmopolitiske Behrendt i den grad blevet gallisk med hud og hår, at han ikke følte trang til at vende hjem til Danmark.

Allerede før han havde gjort sig færdig som cand.mag. i dansk og kristendomskundskab var han begyndt at skrive i Berlingske Aftenavis, hvor hans pen passede perfekt til den akademiske stil i kultursektionen. Og han gjorde sig hurtigt bemærket som kulturreporter og anmelder af litteratur, film, radio, TV og teater og senere som kommentator og lederskribent ved Berlingske Tidende.

Han havde således prøvet det hele, da Berlingske Aften var blevet Weekend­avisen, hvor han i 1980 blev kulturredaktør og redaktionschef. Han havde blandt sine mange gøremål grundlagt og været redaktør af tidsskriftet Levende Billeder, og han havde været formand for Københavns Filmmedarbejderforening. Ustandselig var han i gang med noget nyt. 1973-75 var han filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, og 1984-85 informationschef i Dansk Flygtningehjælp.

Siden sin pure ungdom har Flemming Behrendt været fordybet i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Den interesse har han holdt ved lige, og han har i tidens løb været redaktør af adskillige forskningsbaserede genudgivelser. Han var initiativtager til stiftelsen af Pontoppidanselskabet, og det er snart mange år siden, at han første gang stillede læserne i udsigt, at han var ved at lægge sidste hånd på den ultimative biografi over den store nobelprismodtager. Pontoppidan har således fyldt hele hans liv, men der er også blevet tid til at skrive bogen om Herman D. Koppel og tekster beregnet til scenisk opførelse.

Flemming Behrendt lever i registreret partnerskab med ph.d. Stephen Gates i Nantes, og han er den stolte far til historikeren, cand.mag. Rasmus Windfeld og filminstruktør Kathrine Windfeld.