Man skal se lyst på livet

Vi kender Puk Elgård som en engageret og positiv vært i TV-programmer som Hokus Krokus, Aftenshowet og Go’morgen Danmark. Hun synes, at humoren er våben mod alt.

02NAVPuk-Elgaard-094159.jpg
Puk Elgård har lavet TV-programmer siden 2005. Foto: Gregers Overvad Fold sammen
Læs mere

Indlevelse, nysgerrighed og humor.

De tre ord beskriver glimrende Puk Elgårds måde at lave journalistik på. Man kender hende fra rollen som TV-vært eller -reporter. Hun udstråler godt humør og solidaritet med de mennesker, hun interviewer, og hendes journalistiske disciplin er oftest rørende og positive menneskelige historier.

»Vi hører om det negative hele tiden, og så trækker jeg måske lidt i den anden retning. For jeg synes, at det er vigtigt, at folk kan tænde fjernsynet i weekenden og få et smil på læben,« sagde Puk Elgård, da ALT for damerne for et halvt år siden interviewede hende om rollen som TV-vært på Go’ morgen Danmark i weekenderne.

At hun har humor og et lyst syn på livet kommer nok ikke bag på dem, som har set nogle af de mange TV-programmer, hun har været vært i: By på skrump, Her er dit liv, Aftenshowet, Hokus Krokus, Se det summer og Dagens Danmark, Hvem er hvem, Den store mission, Lykkejægerne, Uventet besøg, Aftenshowet, Her er dit liv og senest Nybyggerne, som i øjeblikket løber over skærmen, for nu at nævne nogle af dem.

Hendes humor og engagement kom tydeligt frem i programmet Uventet besøg fra 2005, hvor hun rejste med den 97-årige Ellen Bentzen fra Fredensborg til Alaska, hvor hun skulle på uventet besøg hos et barnebarn. Puk Elgård var egentlig lidt utryg ved at skulle rejse til det iskolde Nordamerika med en gammel og skrøbelig kvinde, men Ellen Bentzen viste sig at være et livstykke, og Puk Elgård blev så fascineret af den livsglade kvinde, at hun senere lavede flere programmer om hendes liv og skrev bogen »Ellen - 100 år med lyst til livet«, der blev en bestseller.

»Humor er et vigtigt våben mod alt. Smil og grin er balsam. Det er livseliksir, det er medicin, det er alt. Og det ville virkelig være svært for mig at undvære at grine med nogen,« sagde hun i interviewet.

Puk Elgård lærte at bruge humoren som våben mod det negative allerede som barn. Hun har i flere interviews fortalt om sin barndom, der var præget af forældrenes store psykiske problemer og alkoholmisbrug.

»Min opvækst var bestemt ikke optimal. Men mine forældre gjorde det så godt, de kunne,« har hun sagt til ugebladet Søndag, hvor hun også fortalte, at hun er stolt af, at hun har klaret at bryde ud af det miljø, hun er vokset op i, og har kunnet give sin søn, Robin, som hun har sammen med sin mangeårige samlever, Lothar Friis, en »bund af kærlighed, tillid og glæde«, som gør ham i stand til at møde verden på en bedre måde, end hun selv kunne.

Angsten fra barndommen er noget, hun har haft med sig gennem livet, har hun fortalt Radio24syv: »Det er ikke noget, der bare bliver overstået. Det er et livsvilkår, som man bærer med sig resten af livet. Man må bare tage sin skæbne på sig. Jeg er skrøbelig på en anden måde end andre, men det er ikke noget, jeg er specielt sentimental omkring.«

Men altså: Humoren er et universalmiddel, når problemerne banker på. Om hun synes, at alderen – 50 år – er et problem?

»At blive ældre er et privilegium, der ikke er alle forundt, og vi må ikke tage det for givet. Jeg glæder mig til at blive 50. Så kan jeg ligesom sætte flueben – det gik godt hertil,« sagde hun til ALT for damerne.