Madmessias og pengemaskine

Verdens formentlig rigeste og mest kendte kok, mediefænomenet Jamie Oliver, fylder 40 år 27. maj.

Engelske Jamie Oliver er formentlig en af verdens rigeste kokke, kendt for mad-TV, kogebøger og mad i øjenhøjde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan godt blive til noget, selv om man læsper og er ordblind. Det er den engelske kok Jamie Oliver et godt eksempel på. Det er muligt, at Oliver aldrig er blevet nogen stor kok i traditionel forstand, men til gengæld er han formentlig verdens rigeste af slagsen.

Olivers karriere som rigtig kok kulminerede med stillingen som souschef på The River Café i London, der står for et relativt rustikt, italiensk-inspireret køkken. Det store gennembrud som TV-kok kom imidlertid i 1999 med BBC-serien »The Naked Chef«, som også kastede en kogebog af sig, der blev nr. 1 på den engelske bestsellerliste og siden oversat til resten af den vestlige verden. Formlen er siden blevet gentaget utallige gange.

Læs også: Jamie Oliver: Fra drengerøv til verdens rigeste kok

Olivers store udbredelse skyldes hverken, at han har opfundet et særligt køkken, eller at han er specielt dygtig bag et komfur. Årsagen til hans succes ligger snarere i, at han formår at tilberede mad i øjenhøjde med sine seere, og at han på skærmen fremstår som en hyggelig person, man har lyst til at invitere ind i stuen.

Af flere sociale Oliver-tiltag gennem tiden kan nævnes restaurant Fifteen, hvor unge med belastet baggrund får en chance til at uddanne sig i restaurationsverdenen. Fifteen har i dag spredt sig til at være en kæde med filialer i flere lande.

Selv om Oliver er kendt for at prædike for bedre, lokalt producerede råvarer og er citeret for at sige, at for en kok er et supermarked som en fabrik, og at han selv køber fra specialiserede økologiske leverandører, optrådte han i 11 år fra 2000 til 2011 i annoncer for den engelske supermarkedskæde Sainsbury, hvilket årligt indbragte ham 12 millioner kroner. I dag lægger Oliver således navn til alt fra hvidløgspressere over teflonpander til havegrill og dybfrosne fiskefingre, som er at finde i bl.a. COOPs frysedisk.

Læs også: Ny bog fra Jamie Oliver er et julegavehit

At Oliver i dag mere er at opfatte som rock- eller mediestjerne end kok i traditionel forstand, var en optræden på TV2s Go’Morgen Danmark i anledning af udgivelsen af en ny kogbog for et par år siden et godt eksempel på. Efter at hans to kvindelige assistenter havde brugt et par timer på at tilberede maden og gennemgå kamera-gangene, mødte Jamie Oliver selv først op i studiet to minutter, før han skulle på, og sprang lige ind foran kameraet til den allerede tilberedte mad.

Privat har Oliver siden 1993 levet sammen med Juliette Norton, som han blev gift med i 2000 og i dag har fire børn med.