Lidenskabelig kunstformidler

Kunsthistorikeren, dr.phil. Mikael Wivel er forfatter til en længere række bøger og til tekster til kataloger.

mikael wivel Fold sammen
Læs mere

Hovedværker i forfatterskabet er bøgerne om Kurt Trampedach og Niels Larsen Stevns. Sidstnævnte var emnet for Mikael Wivels disputats ved Københavns Universitet, hvor han blev uddannet og efterfølgende også har undervist. I dag virker Wivel blandt andet som forskningsleder ved Niels Larsen Stevns Videncenter ved Vendsyssel Kunstmuseum.

Mikael Wivels formidlingstalent er også kommet til udtryk i hans mangeårige arbejde som kunstkritiker ved Information og Weekendavisen og hans forskning er blevet anvendt og formidlet gennem adskillige udstillinger i Ordrupgaards malerisamling, hvor Mikael Wivel var museumsinspektør mellem 1986 og 2000. Siden har han arrangeret udstillinger her og der, og for tiden den udstilling om modernismen i dansk maleri, Kastrupgårdsamlingen viser sommeren over.

Fornem sprogbehandling

Mikael Wivel skrevet mange andre bøger. Om William Skotte Olsen, Per Arnoldi, Per Kirkeby, Carl-Henning Pedersen og for tiden om Jens Adolf Jerichau.

Alle bøgerne er præget af en fornem sprogbehandling og så det forhold, at mødet med kunsten også for Mikael Wivel i så udpræget grad er et dybt personligt anliggende.

Mikael Wivel har aldrig lagt skjul på, hvad han gik ind for, eller at der banker et rock’n-roll-hjerte i ham, og han mener, at Bob Dylan for længst burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Mikael Wivel har blandt andet modtaget N.L. Høyen Medaljen, som er den måde, hvorpå Akademiet for de Skønne Kunster kan udmærke en forsker og/eller en formidler og i Mikael Wivels tilfælde begge dele samt passionen, for, som det hed i motiveringen i 2012: »Mikael Wivel er lidenskabeligt optaget af kunsten. Han skriver lige indlevet og vidende om Tizian som om Palle Nielsen og Bill Viola. Forholder sig umiddelbart, uden filter og afstand og med et egensindigt forhold til kunsthistorien. Under læsning af Wivel skifter kunstnere og værker positioner, usete kvaliteter trækkes frem.«