Leonard Cohens muse er død

Få kærlighedshistorier indeholder mere mytisk materiale end den om Leonard Cohen og Marianne Ihlen. Nu er Cohens muse og inspirationen til hans verdensberømte kærlighedssang, »So Long, Marianne«, død.

Leonard Cohens muse gennem de vigtige og formative år i hans karriere i 1960erne, Marianne, er død. Her ses de to i Grækenland i 1960. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Burke

Pludselig stod han der bare. Med solen i ryggen, i døråbningen til den lille græske købmandshandel. Ung og smuk, iført khakibukser og en skjorte med opsmøgede ærmer, tennissko og sixpence, og med sine mørke, intense øjne kiggede han på hende og sagde så:

»Har du lyst til at sidde sammen med os udenfor?«

Sådan begyndte en af det 20. århundredes fineste kærlighedshistorier, der siden dannede stof til nogle af de smukkeste kærlighedssange og digte fra sangeren og digteren Leonard Cohen. Mest berømt er Cohens sang »So Long, Marianne«, en sang om kærlighed og en hyldest til den kvinde, han elsker. Men også et epos om at forlade.

Nu er kvinden i sangen – og Cohens muse gennem de vigtige og formative år i hans karriere i 1960erne – død. Marianne Ihlen hed hun, og torsdag i sidste uge døde hun på et hospice i Oslo, 81 år gammel.

Mødtes på Hydra

Kærlighedseventyret mellem Marianne Ihlen og Leonard Cohen begyndte med mødet i den græske købmandshandel, har Ihlen fortalt i bl.a. bogen »So Long, Marianne – Ei kärleikshistorie« fra 2008. Tre år senere berettede hun i en radiodokumentar på NRK om mødet og årene sammen med Cohen.

»Forholdet var en gave til mig. Og en gave til Leonard Cohen. Det var en åbning på livet for os begge to, på godt og ondt.«

Dokumentaren er et rørende testamente over en kærlighedshistorie, men også en portræt af en tid og en ånd og en ungdommelig tro på det evige liv og en uudslukkelig romance. Flere gange i løbet af den tre kvarter lange dokumentar krakelerer Ihlens stemme, og vidner om, at nok er der gået 50 år, siden de to mødte hinanden og forelskede sig, men ungdommmens hengivenhed er ikke noget, man glemmer.

Leonard Cohen og Marianne Ihlen mødte hinanden i 1960 på den græske ø Hydra, der på det tidspunkt var hjemsted for en kreds af internationale kunstnere og bohemer, der søgte lyset og varmen og inspirationen samt et billigt sted at bo ved Det Ægæiske Hav.

Ihlen havde fundet vej til Hydra i 1957 sammen med sin kæreste på det tidspunkt, den norske forfatter Axel Jensen, der var tordnet igennem i Norge med sensationsromanen »Ikaros«. Smukke, blonde Marianne Ihlen blev hurtigt et midtpunkt i kunstnerkolonien, der udover Axel Jensen bl.a. talte den svenske forfatter Göran Tunström samt Leonard Cohen.

Muse for Cohen

Ihlens forhold til Axel Jensen var imidlertid særdeles tumultarisk. Han var den iltre kunstner, der pendulerede mellem kunsten og kvinderne, alt imens hun var husfrue – nok var det boheme, men tiden var stadig 1950erne, og kødgryderne blev stadig rørt i af kvinderne – og selv ikke da Marianne Ihlen fødte deres søn, »Lille-Axel«, fandt han ro. Det måtte uundgåeligt ende med et brud, hvad det da også gjorde.

Artiklen fortsætter under videoen

Kort efter mødte hun så Cohen, og en kærlighedshistorie, der skulle få stor kunstnerisk betydning, fandt sin begyndelse.

»Mit møde med Leonard foregik i slow motion. Leonard var det modsatte af, hvad jeg var vant til. Jeg var i titusind små stykker, som blev holdt sammen med tape, og han var øm, beskyttende og tålmodig,« fortalte hun i interview med Aftenposten for ti år siden, hvor hun sammen med bladets journalist besøgte Hydra og de steder, hvor de to forelskede sig.

Op gennem 1960erne levede Ihlen og Cohen sammen på flere kontinenter. I perioder i huset på Hydra, til andre tider i Cohens hjemby, Montreal, Canada, og i de år virkede hun som Cohens muse.

Sporene efter Marianne Ihlen er da også allestedsnærværende i Cohens litterære og musikalske produktion i den periode. I »So long, Marianne«, der er den første sang på b-siden på Cohens debutalbum »Songs of Leonard Cohen« fra 1967, hedder det eksempelvis, at Mariannes »fine spider web is fastening my ankle to a stone«, en reference til hendes evne til at holde ham fast, så kendislivet ikke får ham til at miste jordforbindelsen. Mens han digtede og skrev sange, var hun klippen under hans fødder, og selvom Cohen aldrig rigtig har udtalt sig om forholdet, vidner fotos af hende på flere af hans LP-covers i 1960erne samt dedikationen af hans tredje digtsamling, »Flowers for Hitler«, til hende om hendes enorme betydning for ham.

Forholdet mellem de to fandt en slutning, som 1960erne gik på hæld. Hvordan bruddet skete, skrider Ihlen let hen over i interviews, bøger og radiodokumentar, og Leonard Cohen har ikke, udover i sange og digte, kommenteret forholdet. Et opslag på Leonard Cohens officielle Facebook-profil for et par dage siden afslører dog, at de to fastholdt kontakten helt frem til Ihlens død. Og »So Long, Marianne« var altid på repertoiret, når Cohen gav koncert i Norge.