Latteren, der forstummede

70 år fredag. Han var en af dansk teaters sjoveste mænd og største stjerner. Men for ni år siden stoppede Claus Ryskjær sin karriere.

Foto: Andreas Beck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Claus Ryskjær fik sceneskræk. Han blev ganske enkelt bange for at gå ind foran publikum.

Det kan være svært at forstå, når man tænker på, hvor erfaren en skuespiller, han var. Men også når man tænker på den popularitet, som ombølgede ham.

Få har været så elsket og så badet i latter og applaus som Claus Ryskjær. I mange sæsoner så populær, at han var en af de stjerner, om hvem man sagde, at de for alvor kunne sælge billetter. Først og fremmest i det såkaldt »lette« repertoire.

Her var han på hjemmebane med sin flabede charme og frække talent, der lod ham svinge mellem storm og stille, galskab og pedanteri. Mellem den højeksplosive, edderspændte og højtråbende energiudladning på den ene side og – måske allermorsomst – den helt stille, befippede komik på den anden. Som regel altid med menneskeligheden og solidariteten med figurerne i behold. På ABC-Teatret og senere på Privat Teatret i alle forvekslings – og forviklingsfarcerne fra »Skaf mig en tenor« til promilleklassikeren »Den grønne elevator«. Ofte i parløb med Ulf Pilgaard, senere med Lisbet Dahl. Undertiden også med dem begge to lige i nærheden.

En trio, som opstod i revyerne inde i Tivoli, levede videre i komik – og satireudsendelser på fjernsynet, og som siden skulle være en omtrent urokkelig attraktion under teltdugen i Cirkusrevyen ude på Bakken. Claus Ryskjær nåede at medvirke i 14 af slagsen.

Claus Ryskjær og Tommy Kenter spiller sammen i "Nørden" på Privatteatret i 2003. Fold sammen
Læs mere
Foto: MORTEN THUN.

Han var uddannet på Privatteatrenes Elevskole i 1966 og brød igennem som ingen ringere end Nuser i »Radiserne« på Ungdommens Teater. Det var i 1970. Han ville gentlig gerne selv prøve kræfter med så meget andet også, men hurtigt blev han en af dansk teater sjove mænd i forlængelse af Jørgen Ryg og Dirch Passer – sammenligningerne har han aldrig selv brudt sig om.

Hans medvirken som den fløsede fotograf Bo i lørdagsserien »Huset på Christianshavn« forstærkede hans position som et navn, alle kendte. Ved siden af alt det sjove fik han lejlighedsvis lov til at vise, hvor god en karakterskuespiller, han også var, for eksempel som kræftramt arbejder i Nikoline Werdelins »Boblerne i bækken«, som stikker i »Edderkoppen« eller gammelsocialist i Lotte Svendsens spillefilm »Tid til forandring«.

Men i 2006 tog Claus Ryskjær altså konsekvensen af det teaterforløb, han netop have overlevet, men som havde været så rædselsfuldt, at det var invaliderende. Han havde åbnet den dør, en skuespiller aldrig skal åbne: døren til den angst, som kan bemægtige sig en skuespiller, hvis han pludselig bliver bange for at glemme sine replikker.

Endnu en sketch sammen med Ulf Pilgaard i et nummer i Cirkusrevyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt.

Det, der startede som stor omhu for faget, masser af sort kaffe, cigaretter og flossede nerver før en premiere, udviklede sig til et levende mareridt, Claus Ryskjær ikke længere kunne styre. Han troede, at han skulle tage et sabbatår i kølvandet på sine oplevelser, men indså snart, at karrieren var slut.

Sidste gang, han stod på scenen, var i »Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde« på Aveny-T , og siden har han ikke vist sig på en teaterscene. Det er der god grund til at begræde. Få kunne få os til at grine så befriende som »Rysse«.