Landbrugets topdiplomat

60 år Adm. direktør i Landbrugsraadet Klaus Bustrup er ved at afslutte en lang karriere på de bonede gulve.

Det er en berejst herre, der fylder 60 år i morgen. Selv om han formelt har haft fast arbejdsplads på Axelborg midt i København de seneste 38 år, er det reelt kun lidt over halvdelen af tiden, han rent faktisk har tilbragt på landbrugets højborg.

Klaus Bustrup har været øverste chef for landbrugets paraplyorganisation Landbrugsraadet i 14 år.

Han har taget den klassiske vej op ad rangstigen – først som fuldmægtig, herefter direktionssekretær, vicedirektør, direktør og i 1994 adm. direktør. Den 28. december er det imidlertid slut – her stiller han de polerede direktørsko på hylden for at hellige sig tennis, bøger, børnebørn og rejser, hvor det ikke er møder, der sætter dagsordenen, men lysten.

Han afskærer dog ikke helt kontakten til erhvervslivet. Direkte adspurgt erkender han, at han allerede har noget nyt i ærmet – formentligt en bestyrelsespost eller en konsulentopgave.

Bustrup er kendt for at være diplomat helt ud til fingerspidserne, og der har aldrig været tvivl om, at han har befundet sig bedre på de bonede gulve end på svinestaldsgulve. Bag lukkede døre har han været med til at rive mange handelsbarrierer ned, som danske landmænd gennem tiden er stødt ind i.

Han taler flere sprog flydende og befinder sig derfor godt – og ofte – i EU’s hovedstad, Bruxelles