Kvindelig pioner i luften

Amelia Earhart skrev sig ind i historiebøgerne som den første kvinde til at flyve over Atlanten. Her ses hun i 1930. Arkivfoto: AFP Fold sammen
Læs mere

I dag for 119 år siden så Amelia Earhart, der blev den første kvinde til at flyve over Atlanten, dagens lys i Atchison, Kansas. Interessen for flyvning opstod i 1920, da hun fik lov at være om bord på en flyvning, der kun varede ti minutter. Men de minutter over­beviste hende om, at hun måtte lære at flyve.

I første omgang betalte hun selv for flyvetimer, læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, sov sågar tre dage i sin »bomber« jacket for at få den til at se brugt og autentisk ud, og i 1923 lykkedes det hende at få sit flyvecertifikat.

Efter Charles Lindbergs soloflyvning fra New York til Paris i 1927 voksede interessen for at få en kvinde til at flyve over Atlanten, og året efter blev Earhart inviteret til at gentage Lindbergs bedrift – som passager! Turen gav hende stjernestatus, og George C. Putnam, en forlægger, der havde været med til at sponsorere hendes første kryds over Atlanten, og som hun senere giftede sig med, begyndte nu at promovere hende kraftigt.

Men Earhart var ikke tilfreds med blot at være et kendt ansigt og blev ved at sætte sig bag rorpinden som pilot, og i 1932 på femårsdagen for Lindbergs historiske flyvning lettede hun fra New Foundland mod Paris. Pga. mekaniske problemer erkendte hun hurtigt, at hun ikke ville kunne nå til Paris og endte i stedet med at lande på en eng i Nordirland – og blev den første kvinde nogensinde, der fløj over Atlanten.

2. juli 1937 forsvandt hun under mystiske omstændigheder i sit Lockheed Model 10 Electra-fly nær Howland-øen i Stillehavet under en tur rundt om Jorden og blev aldrig fundet.

Sus