Kunst og kirurgi

75 år . Erik Hjørting-Hansen er kendt og respekteret som en pionér inden for sit fag. Han var igangsætteren, der medvirkede til udvik­ling af implantations­behandling.

Erik Hjørting-Hansen bliver snart bachelor i kunsthistorie. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Titlerne fylder i forvejen en del på professor, overtandlæge, dr.odont. og dr.odont. h.c. Erik Hjørting-Hansens visitkort. Snart kan han føje endnu en til: Bachelor i kunsthistorie.

For fem år siden begyndte Hjørting-Hansen studiet under åbent universitet på Københavns Universitet. Han ville se, om man kunne kombinere medicin og odontologi med kunsthistorien! Professoren mener nemlig, at kunsten i vid udstrækning udtrykker de ting, der har været styrende i samfundet på givne tidspunkter.

Der er ikke meget pensionist over morgendagens aktive fødselar, der stadig går for at være en flot mand. Efter sit fyldte 70 år har han etableret tidsskriftet Forum Implantologicum for International Team of Implantology, en verdensomspændende forening med mere end 6.000 medlemmer, været gæsteprofessor i Bern, fortsat sin forskning inden for knoglebiologi og dækket alle opslagsord vedrørende samme emne i et nyligt udkommet leksikon. Og hvis den almindelige dansker har bekymret sig over manglende tænder eller en løs protese, har Hjørting-Hansen informeret og beroliget ved et hav af foredrag over det ganske land.

Erik Hjørting-Hansen, uddannet tandlæge årgang 1957 og en særdeles habil kirurg, var i hele 32 år professor i tand-, mund- og kæbekirurgi ved Københavns Tandlægehøjskole. Her byggede han faget kæbekirurgi op som eneste professor af slagsen i Danmark.

Han har opereret et stort antal patienter, ikke blot på Tandlægehøjskolen, men også i den tandkirurgiske praksis, han drev gennem adskillige år – sideløbende med sit hverv som overtandlæge og klinikchef på Rigshospitalet.

Fødselaren er kendt og respekteret som en pionér inden for sit fag. Han var igangsætteren, der medvirkede til udvikling af implantationsbehandling og takket være ham får mange mennesker i dag hjælp uden at skulle have tandprotese.

Udover kirurgien, undervisningen og forskningen har Erik Hjørting-Hansen altid påtaget sig organisatorisk arbejde, og flere faglige selskaber har ham som æresmedlem.

Han er således medstifter af og tidligere præsident for Skandinavisk Forening af Oralkirurger og har været Retslægerådets sagkyndige i tandlægevidenskab. Og som svoren europæer var det ham en fornøjelse på et tidspunkt at sidde som Danmarks repræsentant i EU vedrørende tandlægeuddannelsen.

Når Erik Hjørting-Hansen ikke arbejder, kan han nyde hus og have i Charlottenlund. Opera og en god krimi sætter han også pris på. Når der altså er tid for de kunsthistoriske studier, der snart skal afsluttes med en eksamen.