Købmand med bankende teaterhjerte

Hvad Niels-Bo Valbro ikke ved om privatteaterdrift er ikke værd at vide. 17. maj fylder han 60 år.

Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at drive et teater som Det Ny Teater?

Teatret modtager huslejetilskud, men ellers er der ingen offentlige penge til driften eller de store musicalforestillinger, som teatret glæder tusindvis af tilskuere med sæson efter sæson. Hvordan er det muligt, når man betænker, at et teater ikke blot kan rette op og fyre medarbejdere, hvis publikum udebliver, for hvem skal så spille i orkestergraven eller stå på scenen? Og hvordan lykkes det at bevare skindet på næsen, når teatrets store forestillinger med det publikumsgrundlag, vi har i et lille land, aldrig kan generere den samme forrentning, som de selvsamme forestillinger kan på Broadway eller i Londons West End?

Svaret er enkelt: Niels-Bo Valbro, Det Ny Teaters på alle måder enestående administrative, økonomiske og kunstneriske chef. Hvad den mand ikke ved om privatteaterdrift er ikke værd at vide.

Det er hans fortjeneste, at humlebien kan flyve. Han følger sine forestillinger i detaljer, men er alt andet end den pengemand, nogle måske vil mistænke ham for at være. Tværtimod er han bevidst om sammenhængen mellem det, der foregår på scenen, og de beslutninger som træffes på chefkontoret.

Det hele hænger sammen. Som han plejer at formulere det selv: Fra begyndelse til slut er det at skabe teater forbundet med en endeløs række af valg. Hvad vil vi spille? Hvem skal instruere? Hvem skal på scenen? Det er de valg, Niels-Bo Valbro er så fremragende dygtig til at træffe. Endda uden at have en bestyrelse i ryggen. Teatret er et anpartsselskab. Det er vind eller forsvind.

Han begyndte impressariovirksomheden, da han i barndommens Rødovre hjalp naboen til et orkesterjob og fik ti procent i salær. Egentlig troede drengen fra hjemmet, hvor begge forældre var skoleinspektører, at han skulle være advokat. Det blev anderledes.

Handelshøjskolen blev han hældt ud fra to gange, da han havde for travlt med at arrangere turnevirksomhed. Det var netop den overvældende succes med turneen »Privatliv« med Susse Wold og Bent Mejding, der for alvor startede karrieren. Den ledte til Privatteatret i Nyropsgade, hvor man blandede morskabsteater med »alvorligere« dramatik med stjernebesætning og sendte forestillinger rundt i landet til teaterforeningerne. Det stoppede ikke her. For i begyndelsen af 1990erne fik Niels-Bo Valbro og Bent Mejding rejst midler til en gennemgribende restaurering af Det Ny Teater, som sov tornerosesøvn og var lagt i en mølpose.

Teatret genopstod i al sin pragt i 1994 og har siden været det populære teater, vi kender i dag – i begyndelsen også med lystspil på repertoiret, men efterhånden landets førende musicalscene. Her har man formået at producere musikteater i international klasse. »Phantom of the Opera«, »Chicago«, »The Producers«, »Billy Elliot«, »Wicked« – titlerne står i kø. I den sæson, vi er på vej ud af, også den genopstandne »The Sound of Music«, der formede sig som en perfekt forløst triumf for teatret.

Dygtigheden er vokset fra forestilling til forestilling. Flere gange har Valbro haft udenlandske producenters tillid til som den første selv at skabe en orginal forestilling i udstyr og udførelse på baggrund af originalen. Og undertiden gjort det bedre.

Det er ikke nogen nem mand, der fejrer fødselsdag. Det har han heller ikke nogen intention om at være.

»Jeg hyler ikke med de ulve, jeg er iblandt,« sagde han i et interview med Børsen for nogle år siden.

Det skal man kunne se charmen ved. Han kan være vanskelig at forhandle med, stædig, hensynsløst ærlig, omstændelig, krakilsk, på tværs. Andre og mindre dygtige teaterchefer anklager ham i kulissen for at betale for lidt, for at lukrere på det offentlige. Sandt er det, at teatret modtager huslejestøtte, men da Københavns Teater i et anfald af rendyrket idioti ville rive tæppet væk under Det Ny Teater, havde organisationen undervurderet Niels-Bo Valbros alliance med de politikere, som sidder i teatret til hans premierer. For slet ikke at tale om det publikum, som teaterdirektøren er den første – og eneste – til at takke, når han har vundet en Reumert.

Prøv engang at gå ind på Det Ny Teaters facebookside: Intet andet teater i landet kan opvise et så hengivent, entusiastisk publikum som Det Ny Teater. De forventer den højeste standard, og det er den, Niels-Bo Valbro leverer. Ikke bare fordi han ved, at det er vejen til succes. Men fordi han elsker det teater, han forvalter.