Klar i mælet

Forfatteren, journalisten og samfundsdebattøren Ole Hyltoft har i over 50 år været involveret i dansk kulturliv i en række vidt forskellige roller. Han er stadig overordentlig aktiv, og man er aldrig i tvivl om, hvad han mener. 16. august fylder han 50 år.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Ole Hyltofts seneste roman »Københavnerpigen og journalisten« sker der noget besynderligt på bogens sidste sider.

Umærkeligt træder den alvidende fortællerstemme frem og bliver personlig på en måde, så man som læser sidder tilbage med den opfattelse, at det er forfatterens egne kommentarer til både den opdigtede historie og til Historien (med stort H), man bliver bekendt med.

Således står om københavnerne, at de er et fordrageligt folkefærd: »Kommer der folk på besøg fra andre lande, byder byen dem velkommen, uanset hvor de kommer fra. Men kommer de fremmede med ufordrageligt ærinde og kræver en fremmed adfærd indført for alle, en adfærd som byen finder uspiselig, stritter københavnerne imod. Det gjorde de under Folkestrejken i 1944. Og det vil de gøre i dag.«

Om et par af personerne hedder det, at »de aldrig har manglet nok at spise, et godt sted at bo, og respekt fra deres medborgere. De har heller ikke manglet fjender. Sådan nogle hører et anstændigt liv til.«

At der på den måde opstår uklarhed om de fortællermæssige forhold i teksten, skyldes selvfølgelig ikke sjusk. For Ole Hyltoft er en erfaren romanforfatter, der ikke af vanvare laver tekniske fejl, som litteraturvidenskaben efterfølgende kan botanisere i. Men han er også en af landets flittigste leverandører af kronikker og debatindlæg, og ingen kan beskylde ham for at være en mand, der brænder inde med sine synspunkter. Om snart sagt alting giver han sin mening til kende lige fra kulturpolitik over klassisk dannelse og massemedier til den islamiske indvandring og de voldelige anslag mod ytringsfriheden, som også er en trussel mod danskheden.

Det er derfor et godt bud, at det er kronikøren Hyltoft, der sneg sig ind og blandede sig med en kommentar, da romanforfatteren Hyltoft var ved at være færdig med sin både morsomme og spændende beretning om livets gang i Kulturministeriet ved Gammel Strand og på en gammelkendt avisredaktion i Pilestræde. Kort sagt: Ole Hyltoft skriver skønlitteratur, der lever ved at sætte aktuelle samfundsproblemer til debat.

Egentlig er han en venlig og meget dannet herre, cand.mag. i dansk og engelsk fra før verden gik af lave, men han er altså også noget af en fægtemester på ord og alt andet end konfliktsky. Fjender har han aldrig manglet – den slags hører et anstændigt liv til, som skrevet står.

Fra sin tidligste ungdom var han aktiv i den socialdemokratiske bevægelse, og der blev gjort plads til ham ved bordet, hvor en lang række af partiets senere topledere allerede sad bænket. Herom kan man læse i hans erindringsbøger.

Det er ikke flatterende, hvad han med navns nævnelse kan berette om interne kampe og personlige svagheder i magtens korridorer. I en årrække var han anmelder og litteraturredaktør ved parti­avisen Aktuelt, formand for partiets og LOs kulturudvalg og i 1960erne sekretær og taleskriver for landets første kulturminister, Julius Bomholt. I revolutionsåret 1968 udgav han sin første bog »Tør du være fri?«, som var et forsøg på at gøre op med den noget forstenede arbejderbevægelse.

Den unge Hyltoft havde tydeligvis sympati for en række af ungdomsoprørets ideer, men han fik også tidligt øje på det akademiske hovmod, som i de år udviklede sig på de højere læreanstalter. Det var ham, der karakteriserede fænomenet som munkemarxisme, og i novellesamlingen »Revolutionens fortrop« fra 1975 skrev han meget morsomt om borgerskabets drenge og piger, som legede revolution, alt mens de sikrede sig de fedeste stillinger i samfundet.

I dobbeltromanen »De befriede« og »De besejrede« om livet i efterkrigstidens Danmark optræder en nationaløkonom med en lidt flosset moral, hvilket nogle opfattede som et uelskværdigt portræt af Jens Otto Krag. Det gav selvfølgelig anledning til ballade i vennekredsen, hvor man ikke anså det for passende at pille glorien af partiets ikoner, men det var nu hverken første eller sidste gang, det skete.

For senere kom han på kollisionskurs med den kulturradikale fløj i partiet, og da udlændingespørgsmålet kom højt på dagsordenen i 1980erne, og modsætningerne efterhånden blev skærpet, måtte det efter 49 års medlemskab føre til et brud med det parti, han opfattede sig som barn af. For 30 år siden var han med til at realisere ideen om et moderne kunstmuseum ved Køge Bugt, og i en årrække sad han i Arkens bestyrelse.

Op til sin 75 års fødselsdag udgav han »Tør du være dansk?« Det er en samling essays over vekslende temaer og med synspunkter, som det er vanskeligt ikke at forbinde med Dansk Folkeparti, som han blev medlem af i 2009, og som han repræsenterer i DRs bestyrelse – indtil for et halvt år siden som næstformand.