Kendt guitarist og præst død

Sognepræst Anne Vig Skoven, Charlottenlund, er død, 52 år.

Anne Vig Skoven var med på ni album som guitarist for Miss B. Haven. Fold sammen
Læs mere

Anne Vig Skoven var præst i Esajas Kirke på Østerbro i København. Før hun blev præst var Anne Vig Skoven fra midten af firserne til midten af halvfemserne guitarist i Danmarks måske største kvinderockband gennem tiderne: Miss B. Haven.

Anne Vig Skoven er født i Gentofte, siden blev hun lærer, uddannet fra Zahles Seminarium med blandt andet musik i liniefag. Siden blev hun medlem af bandet Clinic Q, der kækt drog til England for at slå direkte igennem på 80ernes britiske new wave-scene. Siden blev bandet til Miss B. Haven og slog i stedet stort igennem på den hjemlige rockscene samt flirtede med et internationalt gennembrud.

Anne Vig Skoven var med som guitarist på ni album, hvoraf to var engelsksprogede. Hun forlod Miss B. Haven i 1995 og begyndte på teologistudiet ved Københavns Universitet. Studiet blev afsluttet i 2001. Med en afhandling om den nyeste forskning i Paulus’ Romerbreve. Afhandlingen blev belønnet med universitetets guldmedalje. Kort efter blev Skoven sognepræst i Esajas Kirke på Østerbro. På Teologisk Fakultet fik hun for få år siden tildelt en ph.d.-plads, hvor hun ville forske i Markus-evangeliet samt Paulus i et forskningsprojekt med andre forskere.

Anne Vig skoven døde 27. marts af lungekræft og efterlader sig mand og tre hjemmeboende børn.