Karriere med udfordringer

85 År Generalmajor Niels Holst-Sørensen har gjort det godt på løbebanen, i Flyvevåbnet, i OL-komiteen og i kampen mod skovflåten.

Niels Holst-Sørensen har netop fået endnu en titel: Oldefar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted

Som jetpilot og flyvergeneral lærte Niels Holst-Sørensen alt om den kalkulerede risiko i luftrummet under hele Den Kolde Krig. De kølige kalkuler er rare at have haft med i sjæl og sind også senere i livet, når dagsordenen har været at holde hovedet koldt som medlem af den stadigt mere kommercialiserede olympiske komité.

Eller når det gælder noget så jordnært som kampen mod skovflåterne, de små blod­tørstige mider, hvis bid kan være invaliderende. Dem vender vi tilbage til.

Her gælder det først og fremmest om,at markere, at en af vore største danske atleter, europamester i 400 meter løb og OL-deltager 1948, i morgen fylder 85 og søger at holde sig fit for fight.

Holst-Sørensens danske rekord i 400 meter løb (47,6 sek.), sat i 1944, holdt sig i 39 år. Da han lagde op efter at være blevet europamester 1948, valgte han officersvejen, blev chef for Flyvevåbnet og fik høj NATO-post.

Ved pensioneringen som 65-årig – det var dengang – indledte han en ny karriere på sin olympiske toppost, hvor han i 25 ofte stormfulde år var medlem af IOC og med glad amatør­sind gjorde sit til at holde det finansielle skidt fra døren, dopingen nede og moralen oppe.

Engang i 1980erne måtte generalen på en månedlang tur på Rigshospitalet med mystiske lammelser i kroppen. Han satte selv lægerne på sporet, idet han i et internationalt magasin for orienteringsløb havde læst om skovflåten, der angriber løbere og overfører den farlige borrelia-bakterie.

Sporet var rigtigt, han blev et dansk pilotprojekt. Men det tog tid at komme til hægterne efter den farlige bakterie, der overføres med flåten fra mus og rådyr. Og han har som Mimi Jakobsen stadig en mindre lammelse i ansigtet som erindring.

Flåterne findes til overflod i de nære omgivelser og i haven, og de bider sig stadig fast, men både generalen og fru Hjørdis tager faren med sindsro. Det er bare med at kontrollere sig selv og gå til modangreb med pincetten, for det er først efter et døgn, at flåtens bid er farligt.

I øvrigt er golf og løb på grund af knæ­problemer p.t. erstattet med cykling. Han siger nej til kirurgien - »fordi jeg er en tøsedreng« – og sætter foreløbig sin lid til terapeutisk behandling.

Problemerne er ikke større, end at ægtefællerne skal til OL i Beijing til sommer, idet han som æresmedlem af IOL er inviteret til at være med overalt – uden taleret, men med mulighed for at heppe på danskerne.