Der er ligestilling i det danske samfund, når man ser på lovens bogstav, men i den virkelige verden ser det ikke sådan ud, mener Susanne Philipson, der er direktør for et af de steder, hvor forskellen mærkes tydeligst.

For i Kvindecenter Fonden Dannerhuset – eller Danner som det hedder i dag – der bl.a. driver et kvindekrisecenter i København, ser man dagligt resultatet af mænds voldelige overgreb mod kvinder.

»Vi har ikke ligeværd mellem kønnene. Der er stadig mere end 33.000 kvinder, der bliver begået vold mod hvert år, og jeg tror, at det tal i virkeligheden nok er større,« siger Susanne Philipson.

Tallene stammer fra en SIF-rapport og indeholder såkaldte mørketal, for i praksis er det en meget lille del af voldstilfældene i hjemmene, man hører om. SIF har fundet frem til tallene gennem politi, hospitaler og andre myndigheder.

Inden Susanne Philipson blev direktør for Danner, var hun politikommissær og har været i hjem, hvor en mand har slået en kvinde og set, hvor håbløst situationen kan se ud for en voldsudsat kvinde. Omkring 2.000 ender hvert år på krisecentre rundt om i landet som følge af volden mod dem.

»Vold mod kvinder er noget, der foregår i alle samfundslag, men nogle grupper er mere udsat end andre. F.eks. har folk, der selv er vokset op i et voldeligt hjem, meget større tendens til at føre mønstret videre. Og er man meget socialt udfordret af andre ting, så er tendensen til vold større,« siger Susanne Philipson.

Arbejdet for ligeværdig behandling af kvinder er for Philipson ikke kommet med jobbet hos Danner. Som politikommissær arbejdede hun på at få flere kvindelige politibetjente og kvinder i ledelsen. Hun var 2006-2010 formand for »Netværket for Politikvinder i Danmark«.

»Politiet skal afspejle befolkningen, og eftersom den består halvt af kvinder og halvt af mænd, mangler der kvinder i politiet,« siger Susanne Philipson.

Danner har 38 ansatte og omkring 200 frivillige, der hjælper kvinder, som bliver udsat for vold. Der er i Danmark i alt 41 kvindekrisecentre. Dannerhuset er bygget i midten af 1800-tallet for penge, som Grevinde Danner arvede efter sin mand, kong Frederik 7. I 1979 blev huset besat af feminister, og senere blev det så til den private fond, det er i dag.

Når der er så stor forskel på antallet af kvinder, der bliver hjulpet af krisecentrene og mørketallet på de mere end 30.000, der er udsat for vold, hvad kan hun så som direktør overhovedet gøre for at minimere tallet?

»Det handler om hele tiden at gøre det omgivende samfund og især politikerne opmærksomme på de overgreb, der foregår. Vidensdelen og handling er vigtig. Vi udbreder viden til kommunerne, så de ved, hvad de skal gøre, når de bliver opmærksomme på vold, og f.eks. politiet, så de kan fortælle de voldsudsatte kvinder, at vi kan være en hjælp for dem. Desuden arbejder vi tæt sammen med andre organisationer for mændene, så de kan komme i behandling. Man skal have en dialog hele tiden om vold, så folk kan se helhedsperspektivet i det. Kvinder vil ikke nødvendigvis anmelde vold, fordi de er bange for konsekvenserne, og fordi de er fyldt med skyld og skam,« siger Susanne Philipson. Derfor er en vigtig del af arbejdet også at holde kontakt med de voldsudsatte kvinder, når de efter et ophold på et krisecenter skal tilbage til et normalt liv.

Danner har de senere år opbygget partnerskaber i bl.a. Tunesien, Grønland og Afghanistan. Her bliver krisecenter-personale uddannet gennem Danners anerkendte og professionelle metoder til at hjælpe kvinder og børn på vejen til et liv uden vold. På den måde beskytter Danner også voldsudsatte kvinder internationalt.

Selv er Susanne Philipson gift og parret har fire sammenbragte børn fra 17-25 år.