Jule-eksperten

Julen og dens mange traditioner har Benno Blæsilds særlige interesse, og det har gjort den tidligere museumsinspektør og direktør i Den Gamle By i Aarhus og Fregatten Jylland til et kendt ansigt på TV. 7. juni fylder han 60 år.

Benno Blæsild. Foto: Annelene Petersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad betyder ordet jul? Hvor gammel er den nordiske jul? Hvad er den ældste del af den moderne juletradition? Hvem opfandt vores form for julestemning?

Det er blot nogle af de ting, som kunsthistoriker, forfatter og museumsmand Benno Blæsild har beskæftiget sig med i sine bøger om julen, heriblandt i »Julens Traditioner« fra 2007.

Danskerne er et jule-elskende folk, og Blæsild har som jule-ekspert i flere år været flittigt brugt i TV-programmer som DR 1s »Hvad er det værd« og »Guld på Godset«, hvor han har fortalt om alt fra juletræ og julekort til julehjerter og kravlenisser. Han har desuden medvirket i flere radioudsendelser som kulturhistorisk ekspert, og er en meget benyttet foredragsholder, hvor han under titlen »Julens Traditioner – fra hedenskab til gaveræs« bl.a. beretter om, hvordan den danske jul indeholder elementer, der kan føres direkte tilbage til den oldnordiske hedenskab.

Det med julen har længe været en del af Benno Blæsilds faglige virke. Som museumsinspektør – eller »verdens første juleinspektør« som han selv benævner det – i Den Gamle By fra 1997 til 2004 havde han ansvaret for julerierne på museet.

Benno Blæsild er cand.mag. i historie, kunsthistorie og forhistorisk arkæologi fra Århus Universitet og var 1985-1988 chef for det lokalhistoriske museum i den grønlandske by Sisimiut. Derfra kom han til Svendborg & Omegns Museum, hvor han i syv år var souschef, inden turen gik til Den Gamle By.

I de seneste 11 år har han været direktør for Fregatten Jylland i Ebeltoft, en stilling han forlod for nylig for med egne ord at kaste sig over »de mange betydningsfulde historiske sammenhænge inden for hverdagsliv, traditioner samt de mange ting, som omgiver os og danner det historiske fundament for nutidens liv«.

Blæsild har udover bøger om julen forfattet flere kulturhistoriske værker om bl.a. skibshistorie og købstadshistorie, herunder »Et Kunstnerhjem – Michael og Anna Anchers hus på Skagen« fra 2003 og »Krigen på havet – omkring Jylland 1864« fra 2014.