Jess Ørnsbo kunne man altid skære sig på

Jess Ørnsbo, der er død efter længere tids sygdom, chokerede mange med sine bøger og dramaer. Men hæderen og anerkendelsen kom også til. Med årene.

Dramatikeren, digteren og forfatteren Jess Ørnsbo er død efter længere tids sygdom, 86 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Klaus Holsting / PR

Som Jess Ørnsbo selv engang beskrev det: »De første halvtreds år er de værste.« Forstået på den måde, at når man er en digter, forfatter og dramatiker, der ikke stryger folk med hårene, hverken i form eller indhold, så kan det godt være op ad bakke indimellem. Endda ret ofte.

Men det gik jo endda. Jess Ørnsbo, der er død efter længere tids sygdom, 86 år gammel, var –  selv om han chokerede mange med sine bøger og sine dramaer – en af de store, gamle anerkendte.

Hans indflydelse, direkte og indirekte, på senere generationer af digtere er betydelig, og han er blevet hædret med Louisiana-prisen, Kjeld Abell Prisen, Aarestrup Medaljen, Jeppe-Prisen, Det Danske Akademis Pris, Danske Dramatikeres Hæderspris og Holberg-Medaljen. Han er desuden en af de trods alt få danskere, der er blevet tildelt Statens Kunstfonds lille, men prestigefyldte livsvarige ydelse.

Jess Ørnsbo, der var søn af en stuepige og en kartoffelhandler og gift med den ligeledes højt estimerede, men måske noget mere bredt appellerende forfatter Dorrit Willumsen, var, som leksikonet skriver, »konfrontationsdigtningens ypperste repræsentant«. Sammen med Klaus Rifbjerg, i øvrigt.

Han blev mag.art. i slavisk filologi ved Københavns Universitet i 1964 (og skrev senere disputats), men inden magisterkonferensen debuterede han, i 1960, med digtsamlingen »Digte«, hvis motto er, at »digteren er som en opslået kniv læseren træder på«.

Ublu menneskelig hæslighed

Så var man ligesom advaret, og heller ikke hans dramatik har forsøgt at please nogen. Det faktum skar kanonudvalget for scenekunst ud i pap, da hans teaterstykke »Majonæse« kom med i Kulturkanonen fra 2006, i selskab med guldrandede klassikere som Holbergs »Jeppe på bjerget« og Oehlenschlägers »Aladdin, eller den forunderlige lampe«. »Majonæse« chokerede ifølge kanonudvalget »med sin ublu menneskelige hæslighed«. Og var altså samtidig god og stærk nok til at gøre sig fortjent til en plads i det fine selskab.

En af hans senere digtsamlinger, »Sidste udkald« fra 2016, kaldte Berlingskes anmelder Jørgen Johansen for »et møde med lyrikeren Jess Ørnsbo i fineste form«. Digtet »Køresyge« ligner således, i Jørgen Johansens optik, »en tænderskærende guide til en seniorrejse i Ørnsboland«. Det lyder sådan her:

»Sidder og venter i en/ indbildt bus/ skulle have været her kl. 5/ sidste år/ men chaufføren en smule utidssvarende/ en passager synes at have glemt/ sin peristaltiske madpakke/ Alligevel flimrer landskabet forbi/ med alle sine unøjagtigheder/ der en overkørt kat uden testamente/ her uden for en kro et uaf-/ hentet hosteanfald/ og et gadeskilt lysende af uvidenhed ...«

Jo, Jess Ørnsbo kunne man altid skære sig på. Eller som Jørgen Johansen også beskrev det, så er der tale om en forfatter og et forfatterskab, »der i enestående grad har opsøgt konfrontationerne og satset på aggressivitetens energier«.

Det vil blive savnet.