Jerry Seinfeld fylder 60

Stand-up-milliardæren Jerry Seinfeld har med mesterligt håndværk og elegant observationshumor tryllebundet publikum verden over med sine finurlige hverdagsiagttagelser.

Foto: Theo Wargo/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere

Det er kun få mennesker forundt, at de som amerikanske Jerry Seinfeld altid har haft en krystalklar idé om, hvad de vil, når de en skønne dag bliver store.

Allerede som otteårig fik Seinfeld, der har jødiske rødder, en åbenbaring. Han ville have folk til at grine. Inspirereret af programmet »Ed Sullivan Show«, komikerduoen Abbott og Costello samt idolet Bill Cosby satte han alt ind på at blive stand-up-komiker.

Mens de fleste af hans venner drømte om at blive rockstjerner, gik den unge og vældig sky Seinfeld efter skoletid på Long Island i New York og øvede sig på sine hjemmestrikkede jokes. Her blev det hurtigt et mantra for ham, at hans form for stand-up-komik skulle være af den stuerene slags. Helt blottet for aggressivitet og bandeord. I stedet skulle det være let, delikat og så ordinært fremført, at det kunne have været en samtale, man som seer på enhver given dag i ugen selv kunne have haft.

»En af grundene til, at jeg så gerne ville være stand-up-komiker som knægt, var, at jeg var helt alene på scenen. Det var for mig det ideelle sted at være, da jeg på den ene side følte mig enormt socialt utilpas, men på den anden side gerne ville kommunikere med folk,« har manden med det karakteristiske hvide tandsmil tidligere sagt.

Læs også: Jerry Seinfeld: Giraffen leverede

Efter at have gennemført college i 1976 prøvede Seinfeld – med blandet held – kræfter med New Yorks ubarmhjertige stand-up-scene. Først på »Catch a Rising Star« og senere på »Comic Strip«, der begge var berygtede klubber på Manhattan, hvor kræsne new yorkere kom for at blive underholdt. Skrækslagen som en »nyfødt hjort, hvis knæ er meget usikre«, som han engang har fortalt sig til New York Times, tog han de første af mange ydmygende, nærmest katastrofale oplevelser i stiv arm og fortsatte i de tidlige 1980ere ufortrødent med at skabe sig et navn inden for underholdningsbranchen.

Den nu afdøde Lucien Hold, manager på »Comic Strip«, der spottede talenter som Chris Rock og Adam Sandler, har engang sagt om Seinfeld, at han var »besat ved tanken om at finde ud af, hvornår og hvorfor sit publikum ikke grinede, for netop det var nøglen til af få dem til det.«

Læs også: Derfor er Seinfeld stadig verdensmester

Seinfelds store gennembrud kom imidlertid først, da han i 1980 for en stund lagde stand-uppen fra sig og rejste til Hollywood. Her fik han en birolle i sitcom-programmet »Benson«, hvor Seinfelds hyre steg fra beskedne 40 dollars per optræden i New York til 4.000 dollar per episode. Og selv om han efter blot tre episoder blev fyret, havde Seinfeld nu – på godt og ondt – skabt sig et navn fra kyst til kyst. Han fik således året efter, i 1981, sit store TV-gennembrud med dertil hørende faste optrædener på det hæderkronede underholdningsprogram »The Tonight Show« med Johnny Carson.

Det ledte til venskabet med skuespiller, producer og komiker Larry David, der hurtigt skulle vise sig at være »det bedste bekendtskab«, Seinfeld nogensinde har gjort. Sammen gik de i 1988 til NBC med et pitch om, at de ville lave en serie, hvor Seinfeld skulle spille »sig selv«, en komiker, der prøver at klare sig i New Yorks barske stand-up-miljø.

Serien »Seinfeld« blev en verdensomspændende succes kendt for at handle om helt almindelige hverdagsting. Det var primært Seinfelds små, men overrumplende iagttagelser og kyniske bemærkninger, der udgjorde drejebogen for serien.

Siden Jerry Seinfeld i 1998 efter 179 afsnit til alles forbløffelse pensionerede »sig selv« og halvfemsernes vel nok mest skelsættende sitcom, har den i dag 60-årige milliardær kun markeret sig med et par enkelte større projekter.

Læs også: Millionerne ruller ind til TV-klassiker

For ti år siden lavede han dokumentarfilmen »Comedian«, siden skrev han animationsfilmen »Bee Movie«, og i 2010 producerede han realityshowet »The Marriage Ref«. Det sidste blev en alt andet end succesfuld tilbagevenden til TV-mediet, og i løbet af de sidste par år har Seinfeld forsøgt sig med webserier som »Comedians In Cars Getting Coffee«, der ret beset går ud på, at Seinfeld i en nøje udvalgt vintagebil henter en komikerkollega og kører hen på en diner, hvor de får noget at spise, en kop kaffe, før Seinfeld kører dem hjem igen.

Selv om Jerry Seinfeld bevidst har skabt sig et image som dovenkrop, er han arbejdsnarkoman og stræber altid efter den perfekte optræden. For mellem de større projekter er han aldrig holdt op med, hvad han oprindeligt startede med, nemlig jævnligt at gå på scenen som stand-upper på små klubber for at finslibe sine utallige observationer.

Læs også: Seinfeld-skuespillere samles igen