Jan Monrad er død

Entertaineren blev 64 år.

Foto: Andreas Hagemann Bro
Læs mere
Fold sammen

Han var bedst kendt fra komikerduoen Monrad & Rislund.

Klædt i en lang blå frakke, gul hue og med et lille stykke haveslange med påmonteret ballon i hånden - bedre kendt som instrumentet »kalapøjseren« - naturligvis tilsat de obligatoriske sjofelheder.

Det var i rollen som Mogens, de fleste kendte Jan Monrad fra komikerparret Monrad & Rislund. Inden han blev landskendt komiker med speciale i jokes fra bæltestedet og ned, blev han imidlertid uddannet skolelærer og fortsatte herefter som musiker. Monrad & Rislund blev i 1970erne født ud af bandet Totalpetroleum, der blandt andet talte jazzmusikeren og TV-værten Mik Schack. Sideløbende med bandet begyndte parret at udgive deres egne sange og levere radiosatire til P3, inden Totalpetroleum blev endeligt nedlagt i 1981.

Monrad & Rislund optrådte i begyndelsen på Montmartre i København, men bevægede sig længere og længere væk fra det musikalske.

I 1985 så Jan Monrads alter-ego Mogens for første gang scenens lys ved et show i Falkonersalen.

Figuren med den nasale stemme og kalapøjseren er en tvivlsom mandsperson, der blandt andet insisterer på at klø sig selv bagi, fordi han nægter at give slip på sine børneorm.

Gennem samme årrække opstod resterne af det kulørte persongalleri fra parrets satireunivers centreret omkring byerne »Pladderballe og Ubehage«. Deres gakkede og indforståede humor har vundet dem fans landet over og resulteret i talrige shows, videoer og CD-udgivelser som »Akasut Mundvand II«, »Next Stop Pladderballe« og Jeopardy-parodien »Knepper de?« Duoen udgav CDen »Platheder På Et Fundament af Sjofelhed« fra 2007.

Den markerede samtidig et vendepunkt. I 2009 droppede Søren Rislund nemlig Monrad & Rislund på ubestemt tid.

Jan Monrad fortsatte dog ufortrødent i følgeskab af sin glansrolle i showet »Monrad og Mogens Haveslange«. Desuden holdt Jan Monrad sig beskæftiget med et repertoire af aktiviteter som foredragsholder, speakerstemme i reklamer, TV-anmelder og skribent på Ekstra Bladets bagsideføljeton »Vrisne Gamle Mænd«.

Men parret blev samlet igen. Op til sin død turnerede han med et øl-show sammen med Søren Rislund.

Han efterlader hustruen, Marianne Busk Monrad, og fem voksne børn.