Idealerne og skarpheden er den samme

Autoriteter har altid fået Preben Wilhjelm til at se rødt, og han har kæmpet og kæmper for større retfærdighed med en styrke, som har vakt respekt langt ud over den revolutionære fløj. 30. januar fylder han 80 år.

Preben Wilhjelm.    Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Er der ét ord, som binder Preben Wilhjelms liv sammen, må det være »trods« eller måske »modstand«. Eller også giver det slet ikke mening at lede efter en enkelt fællesnævner. For en mand, der fylder 80, er det tætteste man på den yderste venstrefløj kommer et ikon, og som har været så vidt omkring i sit liv. Autoriteter har altid fået Preben Wilhjelm til at se rødt, og han har kæmpet og kæmper for større retfærdighed med en styrke, som har vakt respekt langt ud over den revolutionære fløj. I modsætning til mange af sine ligesindede fra 70ernes og 80ernes socialistiske bevægelser, har han stået fast og været i stand til at formulere andet end slagord og de letbenede provokationer.I erindringsbogen »Man kan sagtens være bagklog«, som udkom sidste år, indleder Preben Wilhjelm med sine tidligste erindringer, fra han var omkring to år. Han sidder i lejligheden på 4, sal i Valby og smider klodser ud ad vinduet. Viceværten kommer styrtende op og fortæller, at folk på gaden får dem i hovedet, hvorefter hans mor og hendes søster udglattende bliver enige om, at han nok har forestillet sig, at han var i gang med at fodre ænder med brødstykker ligesom i Søndermarken. »Jeg husker at jeg tænkte noget i retning af: Hold kæft, kan voksne virkelig være så tåbelige, at de hellere tyr til den fuldstændigt usandsynlige forklaring, at jeg ikke kan se forskel på brødstumper og træklodser, end at de erkender, at ungen er sur eller ligefrem ondskabsfuld,« skriver han i bogen og tilføjer: »Tilliden til de voksnes sunde fornuft havde lidt et grundskud.«

Senere trodsede han sin sociale arv og blev atomfysiker, trodsede ledelsen i militærnægterlejren og kom fire måneder i fængsel. Han trodsede partistifteren Aksel Larsen, det røde kabinet og brød ud af SF. Han fremkaldte en politisk krise og dannede Venstresocialisterne sammen med en gruppe udbrydere. I Folketinget trodsede han ikke bare gang på gang forretningsordenen, men gennem happenings også alle de vedtagne normer i en sådan grad, at han før større debatter i Folketinget blev opsøgt af gabende journalister, som håbede på, at VSerne kunne sætte lidt liv i den politiske ørkenvandring.
Da Berlinmurens og Sovjetunionens fald sendte den yderste venstrefløj ud i en overlevelseskamp af hidtil usete fraktionskampe, havde Preben Wilhjelm trukket stikket til dansk politik. Siden blev han blandt andet chef for Danmarks Radios dokumentargruppe, lektor i journalistik, aktiv debattør og forfatter til en række samfundskritiske bøger.
De største kampe har han kæmpet omkring boligpolitikken, retten til Nordsøolien og retssikkerheden. Mange af kampene må set med nutidens øjne anses for mere eller mindre tabt. Derfor er der ifølge Preben Wilhjelm mere end nogensinde brug for en ikke-voldelig revolution. Han er ikke blevet mindre skarp, trodsig og mismodig på samfundsudviklingens vegne med alderen. Men er der ikke noget, der er gået godt, blev han spurgt i et interview med Berlingske i forbindelse med udgivelsen af erindringsbogen. »Ikke i den store skala. Det ser temmelig kedeligt ud. Jeg misunder ikke den næste generation,« svarede han.