Hun har været tro mod sin egen stil

Naja Munthe har altid insisteret på at følge sin egen stil, uanset hvad andre modeskabere dikterede.

24NAVnaja-munthe-095149.jpg
Naja Munthe var med til at vise en ny vej for dansk mode. Foto: Kasper Palsnov Fold sammen
Læs mere

Ordet autentisk er så brugt, at det nærmest har mistet sin mening og er blevet en joke, og det er synd, for det er det, der allerbedst beskriver Naja Munthe, som i morgen fylder 50 år. Hun er virkelig sig selv og har altid været det.

For den danske modedesigner har altid altid altid insisteret på at følge sin egen stil og lave det tøj, hun selv elskede, og hun har aldrig forsøgt at gøre vold på sit formsprog for at følge tendenser, der lå langt fra hendes hjerte.

Derfor lever hendes mærke Munthe stadig, og derfor har hun trofaste kunder og en stil, som nok har ændret sig over årene, men aldrig mistet sit særpræg.

Hun har i ordenes allerfineste forstand været tro mod sig selv og det i en branche, hvor det kan virke som en dyd at genopfinde sig selv uden at have meget at have hverken den nye eller gamle identitet i. Naja Munthe er altid Naja Munthe.

Hun var med i den første bølge af dansk modes opblomstring i begyndelsen af 1990erne, hvor også mærker som Bruuns Bazaar og Day Birger et Mikkelsen dukkede op, da hun og studiekammeraten fra Kolding Designskole, Karen Simonsen, i 1994 etablerede Munthe plus Simonsen, som blev kendt for deres boho-chikke stil. Det var alt andet end minimalisme, men udsmykning, pynt, farverige stoffer, pels, fjer og godt med pailletter, og det blev et kæmpe hit.

De holdt show på Rosenborg, de fik Helena Christensen til at gå model for sig, og de arrangerede kampagne med Cindy Crawford i Los Angeles.

De viste en ny vej for dansk mode, hvor et modemærke ikke bare handlede om at sælge noget tøj, men at tilbyde en livsstil, et helt univers, og deres bud på det gode liv var en blød afslappet stil, men stadig med luksuriøse og festlige detaljer.

I 2009 skiltes hun og Karen Simonsen. Naja Munthe videreførte firmaet, mens Karen Simonsen etablerede mærket By Karen Simonsen. Og i 2014, da mærket fyldte 20 år, tog Naja Munthe konsekvensen og omdøbte firmaet til Munthe.

Tøjet er stadig langtfra minimalistisk, men dog mindre pyntet end ved begyndelsen, men aldrig kedeligt eller alt for ensfarvet. Munthe er stadig stedet at gå hen, hvis man drømmer om striber og prints, lette stoffer og tøj, der ubesværet smyger sig om kroppen. Som man kan have på, når man går på bare tæer over sandet på en strand på Ibiza eller i sommerhuset i Tisvilde.

Privat bor hun i en stor lejlighed ved Søerne i København sammen med sine to sønner, hvor hun blandt andet insisterede på, at hun ville have bambus i haven, selvom den havearkitekt, hun havde hyret, synes, det var en dårlig ide.

Men Naja Munthe elsker bambus, så sådan blev det. Også her insisterer hun kompromisløst på at følge sin egen smag, nøjagtigt som hun har gjort i hele sit liv.

Den slags kaldes mod, selvsikkerhed og stilsikkerhed og er ganske gode egenskaber at gå ind i et nyt årti med. Tillykke med det.