Som kvindelig debattør har hun prøvet at blive kaldt det meste og det værste. Ofte noget med »luder«, men også »barnemorder«, »landsforræder«, »selviscenesættende«, »rædselsfuld«, og »brokkende«.

Listen er lang. Anne Sofie Allarp siger selv, at hun har lært at leve med, at det er »prisen«, hun som kvinde må betale for at deltage i den offentlige debat.

Hun har desværre ret, men heldigvis er det lykkedes hende at udvikle en evne til at filtrere i grovhederne og bevare både et ufattelig godt humør og en vilje til at sige sin mening. 25. november bliver hun 50 år.

Hun har bidraget til den offentlige debat siden sin tidlige ungdom. Hun var først aktiv i Socialistisk Folkepartis Ungdom, men hun blev trukket mod det europæiske i en grad, der førte til et brud med den del af venstrefløjen. Senere var hun international sekretær i Socialdemokratiet, men også den partibog er revet over.

De seneste år har hun markeret sig som skarp kritiker af Socialdemokratiets skred mod højre i værdipolitikken. Eller det højrepopulistiske skred, som hun selv ville kalde det.

Allarpisme som hæderstegn

Berlingskes læsere kender måske mest den side af Anne Sofie Allarp, som nogle af hendes kritikere i Socialdemokratiet under debatter om overvågning, corona, mink og FE-sagen har kaldt »allarpisme«.

Det er ment som udtryk for en sygelig, alarmistisk optagethed af demokratiske principper, men Allarp har naturligvis taget kritikken til sig som et hæderstegn.

I hvert fald viger hun ikke fra sine principper, og det er også derfor, at vi på Berlingske har været glade for at bringe mange af hendes kommentarer. Med baggrund i en uddannelse som jurist og et skarpt blik for de svageste individer i vores samfund er hun en moderne kanariefugl i minen, når det gælder forsvaret for retssikkerhed og ordentlig regeringsførelse.

Det internationale er en rød tråd i hendes livsrejse. Hun har boet på fire forskellige kontinenter, og hun boede i Spanien med sin anden mand, da hun fik børnene Alma og Ruben.

Det var også i Spanien, at Allarp skrev sine første to romaner. Det gear har hun også. Hun er en blændende fortæller, både på skrift, lyd og tv. Stemmen, som kan være både empatisk, dyb og vokal, giver hende en naturlig fordel.

I 2015 blev hun udlandsredaktør og vært på Radio24syv, og hun har de seneste år stået for en stribe podcastsucceser som »Er der liv på Venus« på P1, en serie om kvinders seksualitet, og på Podimo »Styr på historien« og »Skyggekvinder« om utroskab.

Der er stor gavmildhed i hendes evne til at åbne sig. I 2020 skrev hun »Breve til livet« sammen med Ditte Giese, en bog som en del mænd vil læse med en følelse af at sidde inde i et skab i kvindernes omklædningsrum og lytte med. En af de mest læste kronikker på Berlingske i sommer var skrevet af Anne Sofie Allarp og handlede om, hvorfor hun har valgt at være single.

Siden september i år har hun være kronikredaktør på Berlingske. Her fortsætter hun med at skrive kommentarer og tillige lave interviews. Regn med flere blændende fortællinger fra hendes kant, og regn også med en fortsat værdikamp.

»Jeg stiller mig gerne på den ømme tå,« siger dagens fødselar.