Cyndi Lauper, der bliver 60 år, markerer denne sommer også, at det er 30 år siden, at hendes solo debut-album, She’s So Unusual, udkom.

Cyndi Lauper har i mere end tre årtier gjort sig gældende som sanger, sangskriver, skuespiller og aktivist for bøsser og lesbiskes rettigheder. Hendes første solo-udgivelse i 1983 blev tilmed en stor kommerciel succes, der udløste fire top-fem hits på Billboards Hot 100, numrene Girls Just Want to Have Fun, Time After Time, She Bop og All Through the Night.

Ikke alene var det første gang i pop-historien, at en kvindelig pladedebutant satte sig på fire af de fem øverst placerede numre på den amerikanske hit-liste, men Cyndi Lauper modtog også en Grammy i kategorien Best New Artist i 1985. Hun fulgte succesen op med albummet True Colors i 1986, fra hvilket to af numrene strøg til tops på top-100. Det var foruden titel-nummeret True Colors, Change of Heart, der lå som nummer 3, da det lå højest placeret. Også ved Grammy-uddelingen i 1987 var hun nomineret i to kategorier.

Siden 1989 har hun udgivet ni studie-indspillede albums, der af musik-kritikken har fået blandede modtagelser. I 2010 udsendte hun det ligeledes Grammy-nominerede album, Memphis Blues. Det blev årets mest succesfulde blues-udgivelse på Billboards liste, hvor den lå uafbrudt nummer 1 i 13 uger.

I 2011 udgav Cyndi Lauper sin selvbiografi, der blandt andet skildrede sangerindens kamp med eftervirkningerne af, at hun var blevet misbrugt som barn og i perioder led af svære depressioner. Bogen strøg til tops på New York Times’ bestseller-liste.

Senest har Cindy Lauper her i 2013 færdiggjort arbejdet med at skrive både tekst og musik til Broadway-musical’en Kinky Boots, der blev nomineret til ikke færre end 13 Tony-priser. Det blev til seks priser ved uddelingen, bl.a. de prestige-fyldte for bedste musical og bedste musik. Her skrev hun igen historie som den første kvindelige komponist, der modtog en Tony.

I sin karriere har Cyndi Lauper hidtil udgivet mere end 40 singler og har solgt mere end 20 millioner plader og 50 millioner albums. Og foruden Grammy- og Tony-priser har hun vundet Emmy-priser, MTV-priser, Billboard- og AMA-priser. Som sådan er hun en af kun 20 amerikanske kunstnere, der har modtaget både Grammy-, Emmy- og Tony-priser.

For at markere 30-året for udgivelsen af solo-albummet tager Cydi Lauper denne sommer på turné i både USA og Australien og på set-listen er et miks af fan-favoritter og samtlige numre fra She’s So Unusual.