Hans ekko klinger endnu

En epoke var forbi, da Jørgen Reenberg efter 60 år på scenen forlod dansk teater.

07NAVJoergen-Reenberg-11000.jpg
Skuespiller Jørgen Reenberg gik på pension for ti år siden. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Da Jørgen Reenberg forlod dansk teater skete det på den flotteste facon. Efter 60 år på scenen besluttede han at sige scenen farvel med det sidste af de kræfter, han ikke rigtigt følte, han havde mere. Den samme strategi, han nu efterlever i sit privatliv, hvor han har trukket sig tilbage til rækkehuset i Virum.

»Jeg føler mig i dag efter 60 år på scenen som et gammelt ringvrag, der er sluppet nådigt. Dels er jeg i live, dels er jeg lige nu stadig ved mine fulde fire. Men selv om jeg er ydmygt taknemmelig for alt, hvad jeg har fået lov til at opleve og skabe i så mange år, føler jeg også, at nu er det slut. Jeg hører ikke til mere, og jeg kan ikke hænge på mere,« som han formulerer det i det pragtværk om en skuepiller og hans kunst, som teaterjournalisten Me Lund efterfølgende skrev om ham »...men voksen blev jeg aldrig«.

Ved det, der samtidig var hans 60-års jubilæum, spillede han en lille, men vigtig rolle i August Strindbergs »Påske«. Et snedigt valg. Det meste af stykket venter en økonomisk trængt familie på, at katastrofen skal indfinde sig, men da kreditoren og ågerkarlen Lindkvist endelig ankommer, bringer han uventet tilgivelse og forsoning med sig. Mens vi venter på Reenberg! Hans udlægning af figuren var så levende, at Strindbergs glade påskebudskab gik rent hjem.

Og han spillede rollen med den særlige, reenbergske dobbeltstrategi, der altid havde publikum som medvidere. En stor skuespiller viste mennesket, men demonstrerede også løbende Reenbergs opfattelse af rollen: Se, hvordan jeg spiller den!

I mange år gjorde den evne Reenberg til den mest interessante skuespiller på nationalscenen.

Med sin enestående frækhed og sceniske forestillingsevne, virkede han ofte som den mest moderne på scenen, skønt han med årene også blev den ældste. Danmarks store nationalteaterskuespiller i kølvandet på Poul Reumert med Kongens Nytorv som det naturlige sted for sin udfoldelse.

Berømt og berygtet var han for sit minutiøse forarbejde, den begavede analyse af rollen, hvor hver pausering, hvert åndedrag blev fastlagt i kampen for at trænge helt ind i rollens fysiognomi.

Han mødte op til prøverne med en helt bestemt ide om rollens udførelse. Det kunne måske skræmme instruktører og kolleger, men vidnede også om en enestående dedikation i arbejdet. En stædig kamp rolle for rolle, der af Reenberg selv også er blevet udlagt som en slags hævn over skuespillerforældrenes skæbne: De blev fyret fra Det kongelige Teater.

Myten om Reenberg som excentrisk, temperamentsfuld skuespiller med selvfølelse ud over det almindelige fylder i landskabet. Men det gør rollerne, den nærmest uudtømmelige sceniske fantasi også.

Sat på scenen med autoritet - spændt op mellem intimiderende brutalitet og skrøbelig ynkelighed, grotesk fantasiudfoldelse og økonomiseret præcision. Mindeværdig i replikføring, maske og plastik. Men først og fremmest båret af menneskeforståelse. Og humor.

»Jørgen har en fantastisk humoristisk sans, som rummer tragedien i sig. Det kan man se, når han spiller – det bliver først tragedie, når komedien slipper op,« sagde kollegaen Lily Weiding i den føromtalte portrætbog og ramte noget essentielt i skuespillerfysiognomien. Hans store karakterkomiske præstationer står stadig lyslevende i erindringen hos dem, der var så heldige at se dem.

Og hans ekko klinger endnu.