Han vil noget andet

Jens Albinus bruger sig selv kompromisløst i kampen for et andet teater. 3. januar fylder han 50 år.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

»Det er det mærkelige, jeg har oplevet, efter at jeg er blevet 45. At midt i min egen selvoptagethed – som ikke er et gram mindre, det vil jeg godt lige understrege – opdager jeg, at min egen magt over systemet, den er væsentligt mindre. Til min egen usigelige lettelse opdager jeg det. Fordi i virkeligheden er spillet om, hvorvidt du opfylder din egen livsbestemmelse langt mere sammensat, end du selv kan overskue. Gudskelov for det. Det er den store, hvad fanden skal man kalde det... Det er den store befrielse eller udfrielse ved at være til, at det er sådan.«

Sådan sagde skuespilleren Jens Albinus for fem år siden i et interview med Berlingske og fortsatte: »Ellers ville det blive så indsnævret, at man blev nødt til at springe ud af vinduet.« Jo, han er en mand, der tænker over tingene. Han er heller ikke for fastholdere. Det er, som om det er den begavede skuespiller inderligt imod. Som om han kompromisløst nægter at lade sin ubestikkelige kunstnersjæl svine til af alt for meget af det sentimentale bras, dansk film og teater kan tilbyde en skuespiller og sine tilskuere. Han har gjort sit for at få dansk teater op af sumpen.

Han ser systemet udefra og forholder sig kritisk til al den kunst, som blot henvender sig til et publikum, der gerne vil blive »mødt, trøstet og bekræftet«, som præstesønnen for et par år siden skrev i Københavns Stifts Debatmagasin.

Da Albinus var knyttet til Det Kongelige Teater i slutningen af 1990erne, blev han der ikke – bevidstheden om at skulle noget andet – trængte sig på.

I stedet lavede han film, TV-serien »Ørnen«, hvor hans martrede antihelt af en politiagent gjorde ham til et nationalt anliggende, og han spillede tilmed teater i det tysktalende udland, som han med sin sønderjyske barndom og teatersmag – en vis distanceret kølighed og stor fysikalitet på scenen – havde mulighed for at begå sig i.

Han spillede f.eks. Strindbergs »Faderen« på Volksbühne i Berlin, og også som dramatiker har han haft succes. I en sådan grad, at man i Stuttgart lader ham iscenesætte et nyt stykke af ham selv om et par sæsoner.

Ser man på de sammenhænge, han optræder i med sit stærke skuespillerfysiognomi – den spændte krop, det markante ansigt, der er så ladet med intenst, intelligent nærvær – er han i det hele taget mere og mere selektiv med, hvad han siger ja til.

Han er ikke hvem som helst og han låner sig ikke ud til hvad som helst. Teatret har han ikke ligefrem overrendt på det sidste: Fra de senere år huskes især hans fremragende disciplinerede, unbønhørlige laden sig gennemsitre af Primo Levis Auschwitz-tekst: »Hvis dette er et menneske«, hans Reumert-vindende indsatser i et par tyskerbredsider, de to søndersprængte nationalklassikere »Stuk« og »Jeppe på Bjerget«. Og det til trods for, at teatret for ham er det eneste, »der matcher livets mærkelighed,« som han også sagde i ovennævnte Berlingske-interview.

»Dér kan du opleve at føle dig til stede – med bevidstheden om, at det er forbi lige om lidt«. Den fornemmelse får han – og publikum – igen lov at mærke, når han til efteråret står på scenen på Aalborg Teater som Shakespeares »Richard III«.