Han vil forstå det uforståelige

Dramatikeren, instruktøren og teaterchefen Christian Lollike insisterer på, at teatret har en rolle at spille i samfundsdebatten. 20. april fylder han 40 år.

Foto: Martin Bubandt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hans værste år? Og måske samtidig hans bedste? Sådan tænker man, året op mod hans 40-års dag må have været.

Dramatikeren, instruktøren og teaterchefen Christian Lollike fik den hjemlige himmel – og en lille bitte del af den norske – til at falde ned, da han i januar sidste år gik ud med planerne om, at han havde til hensigt at skabe teater på baggrund af den højreorienterede norske terrorist Anders Bering Breiviks manifest.

Inden nogen overhovedet havde en ide om, hvordan den vanskelige sag blev grebet an – havde Lollike det overhovedet selv? – blev han anklaget for ufølsomhed med ofrene, for at ville drive plat på en katastrofe, som var alt for tæt på. Stærke kræfter havde ingen interesse i at diskutere, om der var en lille Breivik i os alle.

Men for dem, der oplevede den intime monolog Manifest 2083 på det CaféTeater, som Lollike havde overtaget som chef, blev al tvivl om projektets lødighed gjort til skamme.

Det gjaldt for den, som for de øvrige tekster, Lollike har stået bag i en produktiv og vellykket sæson – de andre er Skakten på Aarhus Teater og CaféTeatret og Kagefabrikken på Det Kongelige Teater – at Lollike er drevet af en oprigtig vilje til at give mæle til dem, vi ikke forstår. Dem, vi ikke vil lege med. Naturligvis med et kritisk sigte, men ud fra devisen om, at hvis vi ikke lytter til, hvad der er på spil, kan vi ikke forholde os til dem.

Politisk teater, javist. Men på en åben facon – drevet af nysgerrighed, diskussionslyst og en tankekraft, vi ikke er vant til i dansk teater. Der er ganske enkelt højere til loftet, når Christian Lollike skriver.

Hans mission som teatermenneske er at give teatret en rolle som det sted, hvor vi også kan fortælle de historier, der gør ondt, forstå det, vi ikke kan forstå – hvem ved, måske teatrets form kan give os nye indsigter? Vel at mærke på stærkt sproglig og fantasimæssigt stadigt mere fabulerende vis.

Og med den nu Reumert-nominerede Breivik-forestilling lykkedes det for én gangs skyld teatret at erobre nyhedsfladen med en diskussion om, hvad det egentlig er, vi synes, teatret skal kunne.

Allerede med Dom over skrig i 2004, der var en fantasi over en episode med en gruppevoldtægt i Aarhus, forlangte Dansk Folkeparti, at forestillingen skulle tages af, inden den overhovedet var kommet på brædderne. På det tidspunkt havde Lollike været uddannet fra Dramatikeruddannelsen i tre år og var debuteret med Operation: Luise og Ferdinand året efter på Aarhus Teater.

I sin efterhånden pænt omfattende dramatiske produktion har han vedholdende insisteret på et samfundsmæssigt perspektiv i sine tekster, hvor han har forsøgt at nærme sig komplekse og debatskabende problemstillinger som vores forhold til terrorisme og fremmedfjendskhed.

Også udlandet har fået øjnene op for den danske dramatiker. Efterhånden begyndte han også at iscenesætte selv, men foreløbig har hans tekster stået stærkest, når andre har kunnet give dem krop og scenisk resonansrum.

I 2009 blev han sammen med Mads Thygesen leder af sin gamle skole, dramatikeruddannelsen, men har siden 2011 været kunstnerisk leder af CaféTeatret sammen med administrerende leder, Laura Ramberg. Her forvalter de et internationalt orienteret og formeksperimenterende repertoire.

Christian Lollike står i dag som et af de mest interessante kraftcentre i dansk teater. Han tager teatret alvorligt i en tid, hvor man ikke helt har indtryk af, at alle gør det.