Han vidste alt om guldalderen

Dødsfald. Kasper Monrads karriere stod i guldalderens tegn. Nu er han død.

Kasper Monrad fortalte om Eckersberg på Statens Museum for Kunst. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Overinspektør, dr.phil. Kasper Monrad, er død efter kort tids sygdom, 65 år gammel.

Kasper Monrad, der siden 1985 var ansat ved Statens Museum for Kunst, var en af landets førende kendere af guldalderen, som han har behandlet i adskillige bøger og tilrettelagt endnu flere udstillinger om.

Allerede doktordisputatsen drejede sig om guldalderen og blev senere udgivet under titlen »Hverdagsbilleder. Dansk guldalder - kunstnerne og deres vilkår«, og det har været en gennemgående bestræbelse i Kasper Monrads forskning og formidling at se den danske guldalder i en europæisk sammenhæng fremfor som et isoleret dansk fænomen.

Det er et synspunkt, Kasper Monrad fremførte med stor autoritet som forelæser i den internationale museumsverden, hvor han også stiftede bekendtskaber, der var med til at sikre, at Statens Museum for Kunst fik mulighed for eftertragtede lån af værker fra udenlandske museer, og at danske kunstnere - på det senere Vilhelm Hammershøi - i 2015-16 blev vist på museer i USA og Canada.

Kasper Monrads seneste bog hed »Dansk guldalder - lyset, landskabet og hverdagslivet« og blandt andre udgivelser kan fremhæves to skrevet i samarbejde med Politikens kunstanmelder, Peter Michael Hornung, om henholdsvis det moderne gennembrud og C.V. Eckersberg, som Kasper Monrad selvfølgelig også har skabt fremragende udstillinger med.

Kasper Monrad var uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet. I studietiden var han en årrække kunstanmelder ved dagbladet Information - og efter at have forladt universitetet i første omgang - som mag.art. - arrangerede han flere udstillinger i Kunstforeningen på Gammel Strand, inden han blev hentet til Statens Museum for Kunst, hvor han udover at forske og formidle i form af udstillinger i en periode redigerede Kunstmuseets årsskrift.

Kasper Monrad var et nærværende og humoristisk menneske med glæde for ikke blot maleriet, men også den natur og de landskaber, malerne gengav.

Som guldalderen havde en ganske særlig plads i Kasper Monrads arbejde, bankede der også et rock ’n’ roll-hjerte i ham, og i 2010 lykkedes det ham at arrangere en udstilling på Kunstmuseet af nogle af Bob Dylans malerier. Kasper Monrad modtog blandt andet legater fra Ny Carlsbergfondet samt Ole Haslunds hæderslegat.