Han orker at lytte til manden på gulvet

Lars Olsen, flittig samfundsdebattør og -analytiker, nøjes ikke med at teoretisere den voksende ulighed.

Han er helt sin egen. Det vil Lars Olsen også helst være. Som samfundsengageret journalist til venstre for midten på print og i radio/TV, som analyserende forfatter og som klummeskriver med en blottet hjørnetand. Og med en cand.phil. i samfundsfag i bagagen.

Hans kritisk-positive indstilling til mangt og meget er alment respekteret, fordi han ikke er anti-kapitalist og også giver sit gamle socialdemokrati, der har gjort uligheden større, tørt på.

Vejen hertil har været lang for Lars Heimann Olsen, der 4. januar fylder 60 år. Han var meget interesseret i det omgivende samfund ansporet af faren, den farverige informationsveteran, cand.polit. Erik Heimann Olsen (død 2011), i et hjem fyldt med aviser og debat.

Mens faren var konservativ-socialt indstillet, satte sønnen en anden kurs.

»Vietnamkrigen og 1968-opbruddet prægede mig, og jeg blev nok på Rødkilde Skole i Vanløse opfattet som en firkantet, rød oprører med prædikatet »ikke egnet«, da jeg ville på Søborg Gymnasium. Men med gode karakterer til realeksamen kom jeg til optagelsesprøve – og bestod.«

Efter studentereksamen – uden hue, som normen var dengang – og sin kandidat på KU fik Lars Olsen sit virke i bl.a. Information, Weekendavisen, Politiken, Mandag Morgen, hedengangne Aktuelt, LOs ugebrev A4 samt i Jyllands-Posten.Her og i sit forfatterskab med bøgerne »Det delte Danmark«, »Den nye ulighed«, »Den sociale smeltedigel«, »Eliternes trumf« og som medforfatter til »Klassekamp fra oven« har han beskrevet de stadigt dybere kløfter mellem de velstillede og manden på gulvet. Sagt kontant:»Regeringen lever på en anden planet, socialiseret ind i boblen på Slotsholmen, for dagpengesagen er ikke en intellektuel forestilling. Jeg bestyrkes i det, når jeg holder foredrag i foreninger og klubber landet over og møder kantinernes opinionsdannere. De føler sig svigtet. Alle kender nogen, der er røget ud af systemet. Jeg fik således en mail fra en kvinde på 57, som blev fyret fra Danfoss på Als efter at have været industriarbejder dér i 23 år. Hun skrev – i sammendrag:

»Jeg synes, at jeg konstant bliver den med sorteper. Først blev min efterløn forringet. Da jeg så blev fyret, blev dagpengene sat ned til to år. Den pension, jeg fik i 1990erne og var så taknemmelig for, bliver modregnet i min efterløn og er dermed spildt. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg har gjort mig fortjent til det i betragtning af, at jeg har passet hvad jeg skulle, betalt min skat, opfostret to succesfulde børn på egen hånd og betalt hver sit i mere end 30 år. Min brøde består nok i, at jeg ikke blev akademiker, men arbejder. Nu orker jeg ikke mere, og derfor er jeg taknemmelig for, at én som du orker«.

Vil man give hånd på fødselsdagen, skal det ske på Cuba. Her tilbringer Olsen og ægtefællen Karin Junkov en tre ugers ferie med store forventninger: Hvordan vil den storpolitiske optøning mellem Castro og Obama kunne mærkes i den cubanske dagligdag, hvor det kapitalistiske system allerede virker i det små? Det får vi helt sikkert nok noget at vide om af den socialklasseanalyserende skribent.