Han maler det glemte og øde Danmark

Allan Ottes på samme tid drømmeagtige og realistiske malerier fortæller om landbrugslandet og udkanterne med en foruroligende stemning af noget øde og uheldssvangert.

Allan Otte
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Allan Otte har revitaliseret en motivkreds i dansk maleri, der forsvandt med modernismen og optagetheden af storbyen: Landet.
Læs mere
Fold sammen

Nogle kunstnere vækker med det samme opsigt, når de begynder at udstille.

Det er for eksempel tilfældet med Allan Otte, som 9. september fylder 40 år. Da Allan Otte i 00erne dukkede op i først forskellige gruppesammenhænge og siden solo i kvalitetsgallerier som for eksempel Tom Christoffersens (Skindergade i København) og snart også i flere af provinsens kunstmuseer, var det med en fremmedartet motivkreds. På det københavnske parnas, altså.

Allan Otte malede billeder af landet; der hvor der bliver produceret svin og høstet marker. Den verden, der ligger uden for byerne. De steder, der ofte bliver tænkt på som udkantsområder.

Ude på landet

Det danske land er et motiv, som tidligere har været meget populært i billedkunsten. Men i modsætning til for eksempel guldalderens lovprisninger af det danske landskabs skønhed, der var et led i opbygningen af en stærk identitet i det slagne fædreland, er der ikke i Allan Ottes billeder så dejligt ude på landet. Som det hedder i H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling.

Allan Ottes billeder er foruroligende. Hvad der skulle være hjemligt og trygt, er uhyggeligt og skræmmende. I Allan Ottes danmarksbilleder er der menneskeforladt derude. Der ligger store anlæg velegnede til industriel landbrugsproduktion. Og så sker der mange skader på mennesker og materiel. Væltede traktorer, biler der er kørt ind i huse. Der er påfaldende mange arbejdsulykker, og iblandt er der også nogle, der ligger og er døde; derude i det øde. Mennesker såvel som svin.

Og bedst som man troede, at motiver med køer ville være umulige at male, efter at Theodor Philipsen havde portrætteret dem i så store mængder, bearbejder Allan Otte motivet på en ny måde. Han tager betragteren med ind i staldene, hvor vi ser arbejdet med dyrene, som er noget ganske andet end Philipsens fredeligt græssende køer på Saltholm.

Ind i staldene

Nå, men er Allan Ottes billeder så et led i den generelle nedrakning af landbruget, der er blevet så meget nemmere, efter at så mange af os er indtil flere generationer væk fra livet på den fædrene gård, at vores eneste møde med husdyrhold og svineproduktion er det, vi vælger mellem i køledisken?

Nej. I billeder fra landbrugslandet og ikke mindst serien om koens liv fra fødsel til død søger Allan Otte tilsyneladende at forholde sig til den virkelighed, der findes på landet. Og som altid med kunst, når kunst er interessant, er det med tvivlens nådegave og evnen til at få os til at se på et tema med nye øjne.

Allan Otte kan ikke have valgt sin motivkreds helt tilfældigt. Han er rundet af en landmandsfamilie. Men dyrkningen af landet blev ikke hans valg af vej gennem livet. For i 1998 bliver han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og få år senere debuterer han på Charlottenborgs Forårsudstilling. Umiddelbart efter deltager han i sin første gruppeudstilling hos Tom Christoffersen, hvor han jævnligt har udstillet lige siden både separat og i gruppesammenhæng. Og apropos gruppesammenhold og andelstanke er Allan Otte  medlem af en af Danmarks store kunstnersammenslutninger, nemlig Grønningen.