Han kan få kvinder til alt – på et dansegulv

Thomas Evers Poulsen, der har vundet Vild med dans to gange, begynd-te at danse som dreng. Han var så vild med dans, at hans forældre mente, at drengen nogle gange dansede i stedet for at gå.

Kiin Kiin Dak Wichangoen dansede med Thomas Evers Poulsen i sidste omgang af Vild med dans. Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2018
Læs mere
Fold sammen

Jeg kan få kvinder til alt, har Thomas Evers Poulsen humoristisk udtalt.

Det lyder provokerende og macho-agtigt, men det er det ikke. Thomas Evers Poulsen kan faktisk få kvinder til – i hvert fald næsten – alt på et dansegulv.

13 gange har han været med i TV-programmet Vild med dans, den ene gang som dommer og de øvrige som danser, og her har han bevist, at han har kampånd, kan motivere og lære fra sig og på få uger få sine kvindelige amatørdansepartnere til at danse mirakuløst godt. To gange har han været med til at vinde konkurrencen. Første gang i 2005 sammen med skuespilleren Mia Lyhne og anden gang i 2015 med skuespilleren Ena Spottag.

Han er vokset op på Falster, hvor hans forældre var flyttet til for at opfylde drømmen om et stort hus med have, og allerede som lille dreng begyndte han at gå til dans på Horbelev Kro.

»Det var sådan noget, »først den ene vej og så den anden vej«, men jeg syntes, at det var fedt. Man bliver glad i låget af musik og dans. Jeg syntes så godt om det, at mine forældre sagde, at jeg dansede i stedet for at gå. Hver gang jeg kom til en dørkarm, skulle jeg lige dreje en gang rundt om mig selv,« siger Thomas Evers Poulsen.

Senere kom han på en rigtig danseskole i Nykøbing F, og det stod hurtigt klart, at han havde talent. Han og partneren – de var syv-otte år – vandt turnering efter turnering.

Da familien, som også tæller en lillesøster, i 1988 flyttede til København, hvor faren var typograf på dagbladet Information og moderen køkkenchef på Rigshospitalet, begyndte Thomas Evers Poulsen at danse i Birkerød Sportsdanserforening. Han og partneren vandt både DM og blev nr. 9 ved ungdoms-VM, og som 17-årig flyttede han til Aarhus, hvor han havde fundet en ny dansepartner, og hvor han gik på Købmandsskolen. I 2005 var han for første gang med i Vild med dans, og året efter opsagde han sit job som sælger for at leve af at danse, undervise, synge og være konferencier. Det har han gjort siden.

Når man ser den venlige og humoristiske mand på et dansegulv, er man ikke i tvivl om, at han her er i sit rette element.

Han er – selv om han ikke er høj og graciøs – en legende let, præcis og elegant danser. Thomas Evers Poulsen har altid været meget åben om sit personlige liv, både i interview og i selvbiografien »Vild med stiletter« (2015). Han har fortalt om en barndom, hvor han blev udsat for grov mobning, og det har fået ham til at engagere sig i socialt arbejde for børn, bl.a. som ambassadør for Julemærkefonden.

»Jeg ved, hvordan børn, der bliver mobbet, har det, og jeg vil gerne fortælle dem, at der er lys for enden af tunnelen. Samfundet og forældre skal være meget opmærksom på mobning – særligt i dag med sociale medier,« siger Thomas Evers Poulsen, som også har været åben om sin homoseksualitet.

»Jeg vil gerne være med til at bryde det stereotype billede og fortælle, at man kan være homoseksuel på mange måder. Det er vigtigt, at børn og unge tør stå ved, hvem de er,« siger han.