»Jeg skal ikke stå dernede og være bange. Jeg har gjort det, jeg skulle.«

Sådan sagde Jesper Langberg til Berlingske i forbindelse med, at han udgav sine glimrende, følelsesvibrerende erindringer for et par år siden. Han havde også besluttet sig for at holde op med at spille komedie. Hans optræden i oplæsningsdramaet »Kærestebreve« med Malene Schwartz på Folketeatret i 2013 blev hans sidste.

I sæsonerne inden havde Jesper Langberg allerede trappet ned. Ja, i Betty Nansen Teatrets familiesaga »Min familie« var han kun med i det første kvarter. Og i Det Kongelige Teaters »Alverdens rigdomme« fyldte han en lille vignet ud med den autoritet, der var vokset og vokset med årene. Ikke at der nogensinde har været tvivl om talentet, som var tydeligt allerede på Det Kongelige Teaters elevskole. Scenen var han vel nærmest forudbestemt til som søn af den forgudede far, den populære skuespiller Sigurd Langberg – storebror var pigernes filmhelt, Ebbe Langberg.

Jesper Langberg var fra første færd et talent, hvis eminente karakteriseringsevne befandt sig bedst, når lune og melankoli kunne følges ad. Skikkelsen var lang, håret rødt, blikket nysgerrigt åbent, mimikken både diskret og levende, stemmen lys og replikken kultiveret – ofte venligt forekommende, men med en langt farligere undertone.

Han debuterede 1965 på nationalscenen, hvor man straks sikrede sig talentet. Et gennembrud fik han med Tom Stoppards »Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde«, og så fulgte en række år med en intens kalender, for sideløbende fik også dansk film øjnene op for hans blide nærvær i titler som f.eks. »I den grønne skov« og »Man sku’ være noget ved musikken«.

Et liv med et fuldt arbejdsskema og en del bajere på værtshusene havde sine omkostninger i privaten, fortæller han i erindringsbogen med den passende titel »Ikke et sekund spildt«. Men anderledes kunne det ikke være. »Jeg brændte for det, og jeg måtte gøre det.«

Efter 20 år på nationalscenen og en lang række opgaver i et skiftende repertoire, forlod han »barndomshjemmet« for i stedet at spille på de københavnske teatre og rundt i landet. Der var brug for hans pondus, ikke mindst i det karakterkomiske rollefag, han allerede havde fået så bragende succes i som en forynget Løjntant von Buddinge i »Genboerne«. Han var Arnolphe i »Fruentimmerskolen« og Per Degn i »Erasmus Montanus«, forløste fremragende H.C. Andersen i Sven Holms »Kender du Svimmel?« på Odense Teater. Og i en helt anden toneart lånte han faderen i sceneversionen af »Festen« en skræmmende autoritet.

Præstationen udløste fortjent en Reumert i 2003. Og så må vi ikke glemme hverken film eller TV, hvor rollen som den sympatiske Kristen Skjern i uopslidelige »Matador« hører til det nationale fællesgods.

Det var også på skærmen, han rundede det hele så flot af med rollen som lægen og familieoverhovedet, der bliver ramt af Alzheimers sygdom, i familiekrøniken »Sommer«. På én og samme tid fik han en diskret menneskekomedie og den rystende fremstilling af en mands opløsning til at gå op i en højere enhed.

»Jeg har fået lov til meget, og jeg har også været heldig. Uden talent går det galt, men der skal også en lille smule held til i en skuespillers liv, at man får de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Det har jeg fået,« sagde han til Berlingske i ovennævnte interview og konkluderede: »Så jeg er både lykkelig og taknemmelig.«

Det samme siger vi, der har fået lov til at se på.