Guldskribenten

Hans Edvard Nørregård-Nielsen har skrevet bøger, der både har inspireret fagfæller og glædet et stort publikum, der ikke mindst har taget hans erindringer til sig. Dertil kommer en stor indsats i Ny Carlsbergfondet.

Foto: Linda Kastrup

Det er en af de store skikkelser i dansk kunst og kultur, der 2. januar fylder 70 år.

Gennem mere end et kvart århundrede var Hans Edvard Nørregård-Nielsen direktør for Ny Carlsbergfondet – og selv om han ikke alene kan tage æren for alle bedrifterne, har han haft en meget, meget stor indflydelse på, hvordan Bryggerens arv er forvaltet.

Utallige værker til museer, til institutioner og offentlige rum over det ganske land er blevet ophængt og opstillet takket være midler fra Fonden, som den undertiden kaldes af nogle af dem, der ikke har grund til at være bedrøvet over manglende opmærksomhed. Hovedkassen er et andet synonym – og det er ikke uden grund udtryk for den tyngde, Ny Carlsbergfondet har i dansk kunst.

Tiden i Fonden fylder meget i billedet af Nørregård-Nielsen, men også hans forfatterskab vejer tungt. Meget tungt. Han skriver nemlig utroligt meget og utroligt godt. Han har skabt sin egen sprogstil, der er en slags genoplivning af en særlig underspillet, jysk tone, der igen er intimt forbundet med den mistrøstighed og kulturpessimisme, der er blevet stadigt mere udtalt i hans bøger. Både erindringsbøgerne, der har nået en meget stor læserskare, og for eksempel i pragtværket om Limfjorden.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen mener næppe, at alting var bedre i gamle dage. Eksempelvis har han haft et usvækket blik for den fattigdom, der prægede store dele af nationen for årtier siden. Men man kan jo også nok have en fornemmelse af, at noget er gået tabt hos os – ikke mindst i omgangen mellem mennesker og i de fænomener, vi viser overraskende stor interesse – uden at synes, at forholdene var vidunderlige før i tiden. Men der er sket et tab af dannelse og af empati og respekt for andre og andres meninger. Blev verden bedre af alt det, vi har fundet på og fået?

Som fagbogsforfatter har Nørregård-Nielsen navnlig beskæftiget sig med guldalderen. Både i forskellige oversigtsværker og i for eksempel det store trebindsværk om Christen Købke. Men han har også skrevet om H.C. Andersen, om Ny Carlsbergfondets historie og om glæden ved mursten og om, at hvis man bruger rigtigt mange af dem på en hensigtsmæssig måde, kan de blive til pragtfulde huse og gårde.

Der er ingen tvivl om, at Nørregård-Nielsen elsker det danske landskab – nå ja, nogle steder mere end andre – og at han er fortrolig med det og med den betydning, landskabet har haft for en række billedkunstnere og forfattere. Noget af det, vi har mistet i omgangen med hinanden, er også gået tabt i vores respekt for naturen – og er man i tvivl om dens værdi, kan man for eksempel blot læse den nævnte bog om Limfjorden og se dens smukke billeder, der er taget af Kirsten Klein.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen har modtaget en meget lang række udmærkelser. Han er blevet tildelt Ingenio et arti, som siden Christian VIII har været den siddende regents mulighed for personligt at hædre en kunstner eller en videnskabsmand. Han er æresmedlem af Det Kongelige Danske Akademi for de Skønne Kunster og medlem af Det Danske Akademi. Blandt adskillige andre hædersbevisninger kan fremhæves Rosenkjærprisen, Rungstedlundprisen, N.L. Høyen Medaljen, De Gyldne Laurbær – og Den Berlingske Fonds Hæderspris.