Guds stemme

I en TV-udsendelse fik Morgan Freeman foretaget en DNA-test, der afslørede, at hans forfædre stammer fra vore dages Niger.

Skuespilleren Morgan Freeman slog for alvor igennem som chauffør for Miss Daisy. Foto: Carlo Allegri/Scanpix 2017 Fold sammen
Læs mere

Det er først og fremmest en perlerække af film som »Driving Miss Daisy« (1989), »Unforgiven« (1992), »Amistad« (1995), »Bruce Almighty« (2003), »Million Dollar Baby« (2004), »Batman Begins« (2005), »Gone, Baby, Gone« (2007), »The Bucket List« (2007) og »The Lego Movie« (2014), der har gjort Morgan Freeman til den internationalt både vellidte og populære skuespiller, han er i dag, hvor han bliver 80 år.

Freeman begyndte at medvirke i film allerede i begyndelsen af 1970erne, og i sidste del af 1980erne fik han sit internationale gennembrud samtidig med, han begyndte at spille mere fremtrædende roller på film, som netop chaufføren Hoke i »Driving Miss Daisy« og som major Rawlins i »Glory« i 1989. Næsten kultisk status fik han for sin rolle som Red i »The Shawshank Redemption«, der på dansk kom til at hedde »En verden udenfor«, og det cementerede hans anseelse, at han samme år blev medlem af juryen på den 44. internationale filmfestival i Berlin. Siden har han spillet Gud - to gange - og været Guds stemme en tredje gang. Kan det blive større?

Han blev nomineret for »Driving Miss Daisy« og for sin rolle i »En verden udenfor«, men det var for sin medvirken i »Million Dollar Baby«, at han fik sin Oscar. Siden er det blevet til et mylder af andre priser.

Morgan Freeman havde længe villet lave en film om Nelson Mandela, og først prøvede han at få et manuskript ud af Mandelas selvbiografi, men købte så rettighederne til John Carlins bog »Playing the Enemy: Nelson Mandela and the Game That Made a Nation«. Clint Eastwood instruerede filmen, der hed »Invictus« med Morgan Freeman som Mandela og Matt Damon som rugby-kaptajnen Francois Pienaar. Rollen havde tilmed den ironiske konsekvens, at meddelelsen om Mandelas død verden over i flere tilfælde blev ledsaget af et billede af Morgan Freeman.

I 2008 afslørede en amerikansk TV-dokumentar om det sorte Amerika, at Morgan Freemans tip-tip-oldemor var slave og var flygtet fra North Carolina til Mississippi sammen med hans hvide tip-tip-oldefar, som hun levede sammen med. Loven hindrede dem i at blive gift, men efter livets afslutning var de dog blevet begravet side om side. I serien fik Freeman også foretaget en DNA-test, der afslørede, at hans forfædre havde tilhørt Songhai- og Tuareg-folket, der kom fra vore dages Niger.

Morgan Freeman har to hjem, et i Charleston, Mississippi, og i New York. I byen Clarksdale, Mississippi, ejer han desuden et blues-spillested, der hedder Ground Zero.