»Gud tror ikke, at han er Larry Ellison«

70 i dag. IT-giganten Oracles medstifter er berygtet for sin endog meget direkte façon, som imidlertid har gjort ham til verdens femte rigeste mand.

Foto: Stephen Lam/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medstifter af den amerikanske IT-gigant Oracle, den flamboyante, bramfri og excentriske mangemilliardær og sejlsportsentusiast Lawrence »Larry« Joseph Ellison, som i dag runder 70 år, er helt sin egen. Han ejer verdens næst- eller tredjestørste lystbåd (der hersker lidt uenighed), den 452 fod store og overdådige »Rising Sun« og har tidligere købt et russisk MiG-jagerfly, som han bedyrede at ville bruge til at bombe yndlingsaversionen, Microsofts hovedkvarter med.Den selvlærte topchef er ifølge det amerikanske magasin Forbes personligt god for 49 milliarder dollars og er verdens femterigeste – men dog »kun« nummer 58 over de mest indflydelsesrige på kloden.

Ellison begyndte på fysik på Chicagos Universitet, men sprang fra. Det gentog sig på Illinois Universitet.Han er født i New York og vokset op hos moderens onkel og tante, efter at faderen døde, da Larry var ni måneder. Han mødte først sin mor, da han blev 48 år.

I maj 1977 var han medstifter af Oracle under navnet Software Development Laboratories. Oracle-navnet – som, nogen mener, henviser til Ellison selv – kom til i 1981. Siden har Oracle købt firma på firma. Et af de mere kendte var overtagelsen af Sun Microsystems, som stod for Java-programmet, i 2009. Ellison var også lige ved at købe det pressede Apple, inden hans gode ven, Steve Jobs, i begyndelsen af 1990erne vendte tilbage til virksomheden.

På det seneste har Larry Ellison fået uventet kritik fra sine aktionærer, der synes, at han tager sig lidt for godt betalt og ikke giver Oracle den opmærksomhed, som han betales for.

Da Berlingske i 2007 aflagde besøg om bord på »Rising Sun« ud for Valencia, blev Larry Ellison spurgt, om der var noget, han ville gøre anderledes, hvis han kunne.

»Det vil nok tage et par timer at komme igennem ...! Selvfølgelig har jeg begået masser af fejl,« lød svaret med vanligt bid. »Jeg elsker at konkurrere. Her i livet skal man udforske sine grænser,« sagde han om gejsten, der driver ham.

To år i træk har Larry Ellisons Oracle-båd vundet sejlsportskonkurrencen America’s Cup, og han er selv i båden, når det går løs. Grundet budgetoverskridelse mistede San Francisco 11,5 mio. dollars på afviklingen af America’s Cup i 2013, men forinden havde Larry Ellison brugt en del mere på at få begivenheden til storbyen.

Han var døden nær under en voldsom kapsejlads for flere år siden, har engang brækket halsen ved at surfe og brækkede dernæst armen 28 steder ved et cykeluheld, mens han rekreerede efter den brækkede hals.

I sommeren 2012 købte Larry Ellison næsten hele Lanai-øen på Hawaii – der, hvor ærkefjenden Bill Gates fra Microsoft blev gift i 1994. Ellison ejer nu 98 procent af øen og planlægger i 2015 en filmfestival dér.

Larry Ellison bor i Woodside i Californien og er siden 2010 fraskilt efter fire forliste ægteskaber og to børn. Ved seneste bryllup i 2003 med forfatteren Melanie Craft var Steve Jobs officiel bryllupsfotograf.