For fem år siden pakkede Erik greve Danneskiold-Samsøe sine få personlige ejendele på Gisselfeld og måtte med Kongens Foged og en låsesmed som vidner tage en bitter afsked med landets femtestørste gods.

Et farvel til et liv i 35 år som overdirektør, der begyndte lykkeligt, men endte særdeles brydsomt. Familiefejden med diverse retssager tog hårdt på ham, fordi han ikke kunne finansiere dem, så han måtte syg og nedbrudt indstille opgøret i Højesteret.

I dag, kort før 70-årsdagen, synes humørbarometeret efter storm at nærme sig smukt.

»Jeg flyttede for et par år siden i al ubemærkethed til hansestaden Lübeck, som jeg gennem tiden har besøgt flere gange og synes ganske godt om. Det falder fint i tråd med min slægts internationale fortid. Vi er ikke stavnsbundne og har altid været på farten. Min far, grev Christian, giftede sig således med en schweizer, der blev min mor, og jeg havde en overgang min opvækst der, siden i Liechtenstein og så i Norditalien. Og jeg tog min landbrugsuddannelse på store godser i Sverige.«

Der kunne skrives en bog om de 12 års drama og nederlaget på godset. Det er der også. I Bjørn Westergaards og Peter Juuls værk »Kampen om Gisselfeld« løftes sløret for fejden og den kritik, som fremførtes af grev Eriks virke og person, og som endte med, at han af retten blev erklæret for »åbenlyst uegnet« til stillingen som overdirektør – og måtte fratræde til fordel for sin niece, Helene.

Pension resten af livet

Det har ikke ændret hans grundindstilling: »En ny bestyrelse tiltvang sig magten og fratog mig mine rettigheder fra Christian den 5.’s testamente og gjorde mig til kustode, inden jeg måtte holde helt op. Lidt oprejsning fik jeg da af en voldgift, hvorefter Gisselfeld skal yde mig en personlig pension resten af livet.«

Er alle retssager så ude af verden?

»Ja, jeg kan ikke mere, men min lillebror, advokat Ulrich Danneskiold-Samsøe, og min datter Erica har et sagsforløb om det gamle testamente mod min niece på Gisselfeld, godsbestyrelsen og Civilstyrelsen.«

Er Danmark nu ude af tilværelsen?

»Nej da, det tager kun fire timer med toget, så kan jeg høre rådhusklokkerne igen. Og fødselsdagen fejres da også med familien i København.«