Greta var stum - men nu taler hun så højt, at verden er nødt til at lytte

Som 11-årig blev hun ramt af depression og holdt op med at tale og spise. Men i dag taler den svenske skoleelev Greta Thunberg, og hun er blevet et forbillede for de mange børn og unge, der er frustrerede over klimaforandringerne. Men kritikerne spørger: Hvem styrer hende?

Greta Thunberg uden for den svenske Riksdag i Stockholm i november 2018. Den svenske skolepige, der er diagnosticeret med Aspergers syndrom, er blevet en superstjerne for mange børn og unge, men er også blevet beskyldt for at være styret af klimapolitiske kræfter. TT NEWS AGENCY

»På mange måder synes jeg, at det er os autister, der er de normale, og at alle andre er ret mærkelige – især når det handler om bæredygtighed.«

Den 16-årige svenske skoleelev Greta Thunberg har taget en stor del af verden med storm, efter hun er blevet kendt som den klimabevidste pige med de lange fletninger og det skæve, lidt generte smil. En pige, der i efteråret gik i skolestrejke foran den svenske Riksdag, og som i december holdt en tale ved FNs klimakonference i polske Katowice for at få de voksne til at tage klimaforandringerne alvorligt.